Frederiksen glæder sig til noget han ikke ved hvad er, så i dag har han købt en håndfuld peanuts. “De på én og samme tid salte og søde peanuts tygges grundigt og begærligt så peanutmassen flyder fra hans mundvige.” Den foregående sætning er ikke med i fortællingen. Jeg opfatter den som lidt for poetisk-ordinær og derfor citationstegnene. Frederiksen kigger ud ad togvinduet. “Frederiksen opdager en peanut der smager grimt allerede inden han har tygget den.” Foregående sætning stryger vi også, fordi det er sådan at der var tale om en forgiftet peanut. Jeg tror vi skal forvandle Frederiksen ved at indhylle ham i lidt ekstra flot sommertøj og gøre ham til en munter og imødekommende biperson. Men nu læner Frederiksen sig frem og hvisker noget i øret på vores nye hovedperson. Frederiksen er blevet lidt for imødekommende. Hans høflighed er forbilledlig. Jeg tror minsandten Frederiksen skal være vores hovedperson alligevel. Men nu diskuterer de hvem der ejer paraplyen fordi jeg har glemt at fortælle at det er Frederiksens paraply. Nej. Giv paraplyen til Frederiksen. Aflevér. Sååådan. Og nu over til præsentationen af Gulliksen. 57 år gammel. Iført hat og flute fra Paris under armen. Netop landet i Københavns Lufthavn. Men vi ved ikke meget om ham. Han er for snedig til at afsløre meget om sig selv i denne fortælling.