Kulturrepetition:
Forkælelse findes absolut ikke. I modsætning til forkølelse. Man kan ikke give for meget kærlighed til hverken børn eller voksne. Hvis der indgår en løbende samtale med god kontakt i den kærlighed der gives og udveksles kan der heller ikke være tale om svigtende rammesætning og grænsesætning. Rammer og grænser opstår i og med samtalen og kærligheden, eller: Samtalende kærlighed er rigeligt til at etablere disser rammer og grænser. Hvis der ikke er en samtale, hvis ordet ikke har frit løb på et eller andet niveau i en kærlighedsrelation så findes der grunde til at tage sig i agt. Det er når den ene ikke er et generøst menneske.
I spørger:
”Men hvorfor findes ordet forkælelse så i sproget?”
Det findes i sproget fordi der var en tidsperiode på 100-700 år, jeg er ikke historiker, hvor man brugte ordet blindt. Man kunne ikke se. I dag bruger man det yderst tøvende fordi man godt kan se. Se lige præcis det, at man ikke kan give kærlighed nok.
I spørger:
”Men er det overhovedet muligt at give al den kærlighed?”
Vi mennesker giver aldrig kærlighed nok til hinanden. Aldrig. Bare se på mig. Jeg er flot. Jeg er en god mand. Citatet stammer fra Karlsson på taget. Alligevel stjæler jeg al den kærlighed jeg kan fra det kæreste jeg ejer fra min datter, min øjesten, og lægger det ud til jer her på Den Anden Avis. Det kan jeg tillade mig fordi jeg har fået at vide ved alteret i Vor Frue Kirke i København at jeg skal ”Gå herfra med Herrens fred og glæde og del den med andre”.
Almindelige mennesker, voksne især, forsøger tit og ofte at smugle forkælelsesondskaben ind i sproget igen ved at sige ”Jeg er et utaknemmeligt skarn”. Det er et klodset forsøg på opstyltet ydmyghed. Primitivt. Banalt i dets ondskab. Ondskabsbanalt.
”Hvad kan du ellers sige?”
Forfattere der falder for fristelsen til at opføre sig som levende legender. Hvorfor? Fordi de er blevet behandlet ukærligt i deres barndom af mennesker som de bliver nødt til at opfatte som tilfældige. De kultiverer et tilfældighedsbegreb selvom tilfældet ikke eksisterer. Det ved enhver dybest set. Det er netop forfattere der skal minde os om det. Rigtige forfattere er blevet behandlet kærligt som børn. Forfattere der er blevet mobbede som børn har et alt for jordnært udestående med eksistensen. Deres kamp bliver altid en surrealistisk kamp for at komme i position i forhold til at underholde, hvilket de ikke formår, fordi de er skabte til mistro. Mistro imod hele spektret, oppefra og ned.
Jeg kan med det samme spotte forfattere der er blevet drillede som børn. Fået ukærlige slag lige i hovedet. Jeg føler dyb medlidenhed med dem og tænker også at der er grunde til min medlidenhed. Grunde jeg ikke kan se. Grunden til at jeg ikke nævner navne her på Den Anden Avis eller i øvrigt portrætterer konkrete mennesker i deres jammer er at jeg ikke kan stille noget op imod forfattere som opfinder alle mulige kampe og i deres galskab ser løsninger og især modstandere poppe op overalt.
Opførselsformel: Sig: Forkælelse findes absolut ikke. Vi er hinandens haltende forløsninger.
