”Se, det er et problem.”
”Ja, det ved vi godt.”
”Her vil følgende kulturrepetition være anvendelig: 1. Opstandelsen er ikke sandsynlig, men 2. sandsynlig er et dumt ord, et ondt ord, et ord der sagtens kan være ondt. Alle beslægtede sprogspil er min moral simpelthen for høj til at jeg anvender, (hvilket igen ikke betyder at jeg er en udelukkende god person): ‘Held og lykke!’ siger jeg således aldrig, hverken alvorligt eller ironisk. ‘Heldigvis’ siger jeg ikke. ‘Pyha. Det var heldigt’ siger jeg ikke. Vi må være fundamentalistiske i det små for at kunne gebærde os i denne forvirrede tid og kultur. Tilfældet må vi lade være med at sige at der er videnskabeligt belæg for, ligesom vi må lukke det eksistentielt, dvs. sprogligt, ude af vores verden. Det værste er næsten Da-Seiner (mennesker) der føler at de kan stå inde for tilfældet med deres person, sind eller eksistens eller ‘alt hvad de er’, som det siges så flot.”
”Vi er stadig fortvivlede, selvom du er godt skåret for tungebåndet. I går stødte vi på en mand hvis kone blev trukket til side af lægen som sagde de vise ord: ‘Deres mand er ikke parat til at dø.’ Hun replicerede med visdomsordene: ‘Så må han læse avis i evighedernes evighed’. Lægen smilede og bemærkede: ‘Jeg kunne godt forestille mig han var typen.’ Kvinden mente lægen havde mistet følingen med hvad de stod og talte om i denne lille ordveksling og hoppede op og ned. Lægen sagde afsluttende: ‘Sådan venter avisen på os alle’ hvilket nok ikke var det helt rigtige at sige, eftersom kvinden resolut tog fat i næsen på ham og udslyngede forbandelser over hans hoved. De tre blev enige om at gå i Tivoli samme aften og prøve karrusellen.”