Det er en munter dag. Jeg går og pipper indeni. Af læsefryd og fordi jeg lige har spist spaghetti: den velkendte fornemmelse af at spaghettistråene limer sig sammen til ét langt spaghettistrå nede i maven, hvorefter det bevæger sig rundt på må og få i kroppen og ender i højre arm.
Det stykke, som skulle have været det midterste, daler ned og lander i foden?
„Ja.“
Oversætteren Ivan Alhydne Holm er et skakbræt, i hvert fald ligner han ét: de otte kolonner og rækker af skiftevis hvide og sorte felter kigger opmærksomt på mig, imens jeg formulerer næste spørgsmål, som jeg har glædet mig særlig meget til at høre svaret på:
Hvordan kan nogen som helst oversætter begive sig af med at oversætte det almindeligt kendte amerikanske personnavn „Aretha Franklin“ til den let vrisne og afvisende henstilling: „Jeg står bare og spiser en is!“?
„Sangeren Aretha Franklin er et begreb i den internationale bevidsthed. Dette begreb kan udtrykkes enkelt ved at vrisse lidt og sige fx: „Skrid lige!“ eller „Gå hjem til din kat, Herbariumsfelt!“. Jeg har så valgt „Jeg står bare og spiser en is!“ for at være helt sikker på, at alt det væsentlige i din kimonolomme kommer med.“
Det er en slåbrok.
„Prøv at se om der er en godt brugt læbestift der bærer præg af at have ligget på en hvid stegepande.“
Der fløj et finke ud, som satte sig på din næse.
„Tak, det er jeg fuldt ud klar over!“
Hvorfor skyder du underlæben frem?
„Det gør jeg ikke.“
Hvad?
„Sådan ser jeg ud. Sådan er jeg født.“
Du så anderledes ud lige før.
„Men jeg havde glemt, hvordan jeg var født.“
Virkelig?
„Ja. Jeg havde glemt, hvordan jeg var født.“
