Home Non-categorized “Jeg er top-trænet i at passe dette sørgelige eksistensforhold, at jeg er...

“Jeg er top-trænet i at passe dette sørgelige eksistensforhold, at jeg er mig selv nærmest, et sagsforhold der selvfølgelig gælder alle mennesker, ind i alle tænkelige situationer på en opløftende måde…”

44

Enhver idiot ved at en forfatter vedligeholder sin sårbare, positive indsigt med sig selv som indsats. Denne vedligeholdelse består i en indre ukuelighed rettet mod beskyttelsen og viderebringelsen af ens egen sandhed. Jeg er til stede i det jeg skriver. Jeg tror et forfatterliv er forløst i skrift og i det hele taget når et særligt forløst forhold til noget så barokt som egocentriciteten er kommet i stand gennem flid, mod, kærlighed og hjertets godhed. En forløst forfatter ved at vi er os selv nærmest såvel i gode tider som i krisetider. Jeg er top-trænet i at passe dette sørgelige eksistensforhold, at jeg er mig selv nærmest, et sagsforhold der selvfølgelig gælder alle mennesker, ind i alle tænkelige situationer på en opløftende måde. Læserens indre dialog og ydre følsomhed og ageren struktureres af den gode forfatter. Vi siger ikke om en installationskunstner at vedkommende er god, for det giver ikke mening at sige om skaberen af bøjede neonrør eller en haj i formalin, men vi siger det om en bog og en forfatter at vedkommende er god. Vogt Dem for efterligninger! Der er masser og masser der kalder sig selv forfattere som ikke har en hatteblomst forstand på eller evner til at se noget kærligt i at vi er nærmest os selv. Jeg er så skide træt af dem. De slæber ærlige og ulykkelige læsere ud i kolde smattede tåger i stedet for at hive læseren ind i varmen og de æder opmærksomhed via medierne med trylle fylle bølle følsomhed.






Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”

Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020