Drøbel. Tak fordi du kom.
»Ja.«
Hvorfor trylle alvor om til humor?
»Asså der findes situationer hvor det er en god idé.«
En humoristisk manifesterende talehandling er et forstadie til trøst, skriver du i essayet.
»Netop.«
Du skriver side op og side ned med dræbende kedsommelig og verdensfjern filosofi.
»Ja.«
Men du giver kun et eksempel.
»Teorien er ikke mange dage gammel.«
Eksemplet går ud på at opfinde forskellige almindeligt klingende navne til sit barn, kært barn har mange navne, og italesætte forskellige lige så fiktive karrierer til sit barn som man skriver ned af hensyn til barnet. Det er så meningen at barnet så kan gå ind og læse dette nonsens senere. Hvorfor?
»Det skriver jeg også. Det er fordi kærlighed er noget levende samtidig med at forestillinger, ønsker og forhåbninger om hvad barnet vil og gør i livet hos forældrene kan være mere eller mindre fastgroede. Denne kontrast kræver humor og humor er usamlet og selvmodsigende. Jeg vil lære folk at gøre noget halvstandardiseret og absurd i forhold til hinanden.«
Smukke ting i livet som vi ikke må forsømme eller glemme.
»Ja ja.«
Hov. Er du sur?
»Hvorfor spørger du?«
Jåå, nej. Jeg har bare aldrig oplevet en så privat stemning som surhed komme til udtryk i en interviewsituation. Det er nyt for mig.
»Jeg ønsker ikke at tale om teori. Se ud over landskabet her. Teorier så langt øjet rækker.«
Jeg kan se kornmarker, skovtykninger, huse…
»Og i kornmarkerne stikker teorierne op, i skovtykningerne er de klæbet fast til hvert enkelt træ og i husene kan man ikke åbne døren for teorier.«
Sikke en gang nonsens.
»Nej.«
Nej, det var virkelig noget nonsens.
