Jeg vil sige ja.
Skal anelser, aha-oplevelser, intuitioner, grundløse formodninger og fornemmelser nu krones som viden? Hvor er vi da henne?
Men alle disse ting kan udstilles og dermed grines af. Det er værdifuldt. Det er en form for viden at grine. Det er lystfuld videnstilegnelse og vidensudfoldelse og vidensdeling på én og samme tid.
En person der nægter at tale om følelser er ikke blot hæmmet i forhold til sin livsudfoldelse iblandt andre mennesker, men er også intellektuelt hæmmet. En forfatter kommer ilende til. En forfatter er en krykke. Mere kropslig end en filosof. En tumling. En tumling der tumler eksistentielt derudaf. Men det hjælper ikke alverden. Den nødlidende er vanskeligt stedt. Den nødlidende er død. Han eller hun har ikke brug for en krykke, men en frelser, en ven, en bog og en rar kop te.
Men også de skønne mennesker der tror de fuldt ud er i stand til at tale om følelser har noget uldent ved sig. De ved ikke alt. Det ville være sentimentalt og dansktoppenagtigt at mene det.
Kærlighedens natur sikrer at kærlighedsfølelser har en fremherskende og afgørende virkelighedskomponent. Sagt anderledes: Hjertet tager aldrig fejl. Så sørgeligt er den ulykkeligt forelskede virkelig stillet.
Det mantra jeg ofte kører frem med og som jeg fuldt og fast tror på er et godt, omend meget overset, leveråd, nemlig at negativ selvvurdering altid og under enhver tænkelig omstændighed er noget lort, må aldrig få os til at glemme betydningen af konkret og situationsbestemt selvros, som er forudsætningen for den guddommelige følelse selvynk, den eneste følelse der skærmer os mod at droppe ned i bitterhedens bæger hvis vi ikke har opnået at blive direktører i flere henseender på én gang.
Vi elsker det sublime, det geniale, men har glemt det subtile. Det subtile er at opdage en nuance ved hjælp af følelserne.
Der er nuancer i alt. Det er stærkt bekymrende for både vanemennesker og dem der gerne vil have en identitet gennem mere eller mindre brøsige holdninger. Med kommunikationsfolkets nyvundne dominans på vort samfunds mange troner er nuancefetichister blevet en mangelvare som opfattes som latterlige digter-filosoffer.
Men følelser bliver aldrig latterlige uanset hvor forskruet arbejdsnarkomanagtigt vores samfund bliver. For et stresset menneske er følelser direkte uappetitlige fordi de for en stor dels vedkommende drejer sig om negative impulser i retning af at rive en blok over og kaste mobiltelefonen hen i et hjørne. Lad os komme de stressede i møde ved at gå på kompromis. Lad os tale om den kristne kærligheds begreb.
Hvordan opdager man nuancer uden at bruge følelserne, uden at efterlade sig på følelserne? Selv Freud var bange for at tale om følelser. Han brugte et teknisk begreb.
Den kristne kærligheds begreb er det vigtigste begreb der nogensinde er blevet undfanget.
Alle disse ting ved vi godt alle sammen. Det er de store og små digtere og tænkere der har fortalt os dem, så nu vil jeg holde inde for i dag.
