Macho, hvad er det? Der er sikkert mange gode ting ved macho, men mange mennesker frygter psykiatere og psykologisk behandling og det er i virkeligheden synd. Jeg har personligt ikke erfaringsmæssigt belæg for psykologfrygt eftersom jeg har mødt langt flere gode behandlere end dårlige, men jeg anerkender den helt almindelige tilbøjelighed til at trække angsten ind over det hele og dermed afskære sig selv fra at opsøge hjælp og støtte. At kalde det for en konstruktiv og frisættende tilbøjelighed vil nok være for meget sagt. Den er snarere det modsatte for man risikerer at gå rundt og være død.
Det, der i mine øjne først og fremmest kendetegner en ringe behandler er én som åbentlyst forventer at jeg som patient er interesseret i selverkendelse. Det er omtrent lige så groft som hvis vedkommende behandler gav udtryk for at kunne gennemskue mig. Jeg trøster mig med at der er langt mere varme end arrogance oplagret i psykiatrien.
Sygdomserkendelse er til at have at gøre med. Selverkendelse er i bedste fald latterligt. Selvet er et mysterium for én selv.
Det betragtes i almindelighed som noget levende og vældig livsdueligt at have selverkendelse, robusthed og være normal. Så er man som mand klar til at være macho og være der hvor det sker. Vi ser desværre den vigtigste aktive menneskelige egenskab i det lys, vi ser mod i det lys. Men mod er først og fremmest, i det mindste for mig, at opnå sygdomserkendelse og et overblik over min sårbarhed og leve så fuldt og helt med disse begrænsninger som det nu engang er muligt.
For mig bærer arbejdet lønnen i sig selv hvad angår mit kunstneriske virke. Jeg er glad og taknemmelig for at skrive og oversætte hver dag. Hvorfor skulle jeg stræbe efter at være macho? Det er da federe at tage min kvindelige side med. Der er ikke så stor forskel mellem kønnene, men hvis jeg vil til at være macho bliver tingene for indviklede. “Kvinder er sådan og sådan.” Nej! Kvinder er ikke sådan og sådan.
Det er da generøst at visse retninger inden for den etablerede psykiatri regner med at vi har i gennemsnit 40 diagnoser. Det siger sig selv at det ikke er alle som er alvorlige. Ja, jeg er en dyb tilhænger af at ingen mennesker er normale. Det er en af de få rammende generaliseringer over menneskets natur.
Machoer kan ikke samtale. Hvis en macho siger noget til dig underforstås det at nu taler vi som mænd. Jeg kan ikke, selv med min bedste vilje, forestille mig noget mere kedsommeligt. Hvis en macho ligefrem føler at vedkommende skal rådgive, underforstås det at nu tager du dig sammen. Det er da for trættende. Den bilaterale samtale er alt for vigtig til den slags anstrengende opfordringer.
