Home Non-categorized Koala Rødgrens interview

Koala Rødgrens interview

848

Intervieweren: Lad os tale om det, at føle sig kaldet, Vivi, Slambi, Viggo og Skink. Det, at føle sig kaldet enten bevidst eller ubevidst og leve efter sit kald. Selvfølgelig er alle mennesker enormt nuancerede omkring det at en forfatter og en præst har et kald. Det er ikke noget man skal eller for den sags skyld kan tale om. Men det forhindrer os selvfølgelig ikke i at være nuancerede omkring selve den måde vi opfatter vores eget eller andres kald. Denne nuancering er en dynamisk dimmelut der ligger dybt nede under hverdagens handlinger, valg og beslutninger.

Vivi: Tjo. Jeg har engang levet sammen med en forfatter der havde flere sindslidelser. Kaldet var for ham det eneste han kunne samle sig om. Akkemænd!

Intervieweren: Var det ikke skønt alligevel?

Vivi: Suk.

Intervieweren: Det var ikke fedt?

Vivi: Jo.

Intervieweren: Hvorfor?

Vivi: Det var da skønt at der kom en forelsket mand ude fra bygden. Han var ganske vist forelsket allerede før jeg mødte ham. I hvad eller hvem fandt jeg aldrig ud af. Men pyt.

Intervieweren: Han troede vel fuldt og fast på at alle mennesker er enormt nuancerede.

Vivi: Det gjorde han. Uden at være enormt nuanceret kan man ikke leve.

Intervieweren: Det er jeg enig i.

Vivi: Men et kald er en ting og fantasi en anden. Et kald er trættende. Fantasi er langt vigtigere.

Intervieweren: Kan man ikke være kaldet til fantasi?

Vivi: Alle mennesker er enormt nuancerede og det kræver fantasi. Alle er fantasifulde.

Viggos vredesudbrud: Forfattere. Præster. For begges vedkommende gælder det at hvis man udvikler en meningsdannerdagligdag omkring en unuanceret opfattelse af et absolut personligt kald er man en tamp. Hvad med de andre? Vi bliver ofre. Enten ved at leve sammen med en præst eller forfatter der har det på den måde eller ved at spejle os i vedkommende eller ved simpelthen at blive udnyttet seksuelt, sjæleligt eller åndeligt af vedkommende. Kunne man ikke lige tage lidt af eksistensdampen af ved at se nuanceret på hvad hulen vi mener med at føle os kaldet og ofre fuldstændig hensynsløst og hæmningsløst til højre og venstre? Jamen hvem hylen kan trøste eller korrigere en person der føler at han eller hun har et præstekald eller forfatterkald?, for trøst og korrektioner er en afgørende del af et nært samliv.

Slambi Præst: Vi er alle kaldede. Til at leve. Til at elske os selv og hinanden.

Skink Suresen: Et kald er et kald til at være totalt ligeglad med andre.

Intervieweren: Hmm. Ibsen har ikke levet forgæves. Sikke I skaber jer.

Skink Suresen: Vi sagde bare nogen ting.

Intervieweren: I skabte jer.

Slambi Præst: Vi skabte os.

Previous articleSe, en guldmine er værd at besøge!
Next articleOle og Katja
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)