Home Non-categorized Kolerisk teaterinstruktørs instruks til skeptisk og uforstående skuespiller: “Du skal rette på...

Kolerisk teaterinstruktørs instruks til skeptisk og uforstående skuespiller: “Du skal rette på bananerne på spisebordet som havde Første Verdenskrig aldrig fundet sted!”

26

“Ok. Jeg har et spørgsmål til dig.”

“Ja.”

“Jeg opfatter ikke min karakter, Fru Wasbom, som hverken uvidende eller uligevægtig. At placere bananen som havde Første Verdenskrig ikke fundet sted virker derfor både unaturligt og utroværdigt.”

“Læs manuskriptet! Læs regibemærkningen! Læs indenad! Der står ikke at du skal placere nogen som helst bananer, men derimod at du skal rette på dem.”

“Jamen hvorfor står det i manuskriptet?”

“Fordi jeg, i min egenskab af teaterinstruktør, har tilføjet denne instruktion med en kuglepen.”

“Jamen jeg vil ikke som person stå på en scene og benægte faktualiteten af omtalte krigs historiske realitet.”

“Du antyder det kun ganske svagt. Din karakters, Fru Wasboms, løgnagtighed, hendes ægteskab med løgnen antydes første gang i denne scene, i denne minimale gestus får publikum en sær oplevelse af at hun er en løgner.”

“Men hun er ikke gift med løgnen men med Olof Wasbom.”

“Hun er først og fremmest gift med løgnen og dernæst med Hr. Wasbom.”

“Ok. Nu forstår jeg. Jeg havde ikke fattet rækkefølgen.”






Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”

Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020

Previous articleIdé til bog
Next articleDigt
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.