Kurt er død. Han kunne ikke lide mig. Hvorfor skulle han egentlig kunne det. Vi var begge forfattere.
Han talte bag min ryg. Han var ikke interesseret i mig eller det jeg skrev. Han fornærmede mig. Han var mig ikke venligt stemt. Jeg savner Kurt. Jeg savner ham fordi han ville mig et eller andet som han, på trods af alle sine sproglige gaver, ikke formåede at udtrykke enkelt. Vores forskellighed var sønderlemmende.
Nu til sagen.
Når jeg læser Kurts lille essay “Selvfedmens udspring i Tinnet Krat”, som er gengivet herunder, er min første tanke, at han opfattede brister som noget modbydeligt man er nødsaget til at skjule og undertrykke hvis man vil være et anstændigt menneske. Min næste tanke er spørgsmålet: Var Kurt et helt menneske? Et relateret spørgsmål: Står valget mellem at være hel og anstændig? Min vurdering er, at Kurt valgte anstændigheden på bekostning af personlighedens helhed og at han dermed valgte forkert, idet han valgte et idealiseret forhold til det gode og dermed fravalgte dets mulighed i livet. Lidt Sherlock Holmesk kan man tale om et mørkt sind, en drømmer, en idealist. Døm selv.
Selvfedmens udspring i Tinnet Krat
Kan godt lide at høre på sig selv snakke.
Punktum. Der findes ingen mere præcise måder at udtrykke at der er tale om et forvokset og derfor egentlig misdannet ego. Ikke desto mindre har jeg endnu ikke til dato hørt sætningen anvendt i forfattermiljøet eller kreamiljøet. Der er derfor på ingen måde tale om en levende eller almindeligt anvendt udtryksmåde. Den må altså siges at være over al måde upopulær i vores tid og i vores intellektuelle klima. Selvfølgelig skal vi udtrykke os. Selvfølgelig skal vi underholde, formidle og inspirere. Nej. Sætningen skal ligge som bund for enhver dialog om æstetik. Det hedder simpel ydmyghed. Ydmyghed er ikke at tale med sin egen stemme med den store litteratur. Derfor har jeg så skide lidt respekt for mine kolleger. Når jeg møder dem fylder de mig næsten alle med en uholdbar selvfedme som uden videre indkapsler mit sprog i filosofisk stivnede flosker og tager min selvforståelse som gidsel. Men jeg viser alt det pis væk ved at være tro mod den jeg er. Jeg siger til dig: Følg mit eksempel!
Radio24Syv, Skønlitteratur på P1 og Forfatterskolen langer ud efter sine medvirkende ved at friste programværterne, de medvirkende og eleverne til at tale om sig selv uden at problematisere at det er en labyrintisk banalitet der bliver slutproduktet. Luk dem alle tre.
Hvorfor dælen har jeg været på den danske forfatterscene i alle disse mange år uden at få lov til at mene disse ting. Der er ikke nogen der har hjulpet mig foruden to og min egen ukuelighed, mit mod og mit egensind. Jeg vil ikke være med i kunstige samtaler. Det er ikke litteratur for mig. Litteratur er at udstille og spotte alle hule talemåder. Det egentlige kender vi alle.
