“Bananer. Hæ. Aner ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dem først. De stemmer jo på Venstre. Det er nok fordi de er både krumme og gule. Men det er ligesom at denne krumhed og gulhed går op i en højere enhed. Men en egentlig høj enhed er der selvfølgelig ikke tale om. Snarere en enhed så uhyre lav at det ingen rolle spiller om det er en enhed eller en tohed. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal udtrykke hvordan disse to egenskaber går så godt i spænd. Måske er det vanens magt der få os til at forvente at en banan er gul og krum, men det er næsten et for stærkt udtryk, vanens magt bruger man til at tænke over livet i alvor, når man vil forbedre sig, ja, sørge over handlinger der måske ikke var så smarte. Måske vil mine tilhørere derfor tilgive mig disse forbeholdne og i virkeligheden måske lidt for ordrige og akademiske holdninger til bananen. Det hænger sammen med den jeg er. Det handler altså om mig og bananens natur. Ikke først og fremmest dens dyrkningsmetoder. Ikke først og fremmest dens status som vare. Nej. Bananens natur. Min natur. I en skøn blanding hvor jeg træder frem, et menneske, forvirret og sårbar, men også ind imellem grov og fuld af fejl. Bananen er mere lettilgængelig. Sådan må det nødvendigvis være. Et fødeemne, men bestemt også en genstand, hvor det giver mening at filosofere. Jeg er måske erhvervsskadet fordi jeg har læst filosofi, men jeg synes virkelig det er vigtigt at træne hjernen i at filosofere. Det er der alt for få der er i træning til og det har nogle helt, helt, ja, stygge samfundsmæssige og personlige konsekvenser for alle der overhovedet har set en banan, eventuelt blot i en kikkert. Bananer er bare bananer og jeg skal altså videre til de andre frugter for derved at demonstrere at min viden er som alle andres og dermed at jeg er som alle andre. Men desværre tror jeg ikke det giver mening, eftersom min klare holdning er, at mennesker er ufattelig forskellige. Jeg fik en munter og finurlig invitation af The Other Newspaper til at opregne frugter jeg lige kunne komme i tanker om, for at offentligheden skulle opnå et første kendskab til min ringe person. Et positivt billede der både var kærligt og realistisk. Jeg takkede ja, med det forbehold at man fra redaktionens side tillod mig at kommentere min frugtliste undervejs. Det har jeg forsøgt efter bedste evne og jeg tror egentlig det er nok. Du kender de frugter der er værd at kende til. Tag nu afsted på din rejse.”
