En intellektuel er ikke “ekstra pæn” eller “ekstra velargumenteret”. Det er pseudointellektuelle der er sådan.
Intellektuelle bør lejlighedsvist angribe hinanden. Alt andet er både uærligt og hyklerisk, kulturelt usundt, ansvarsløst overfor læserne som af gode grunde vil deres egen identitet. Vi intellektuelle er dybt sære, især når vi modnes og vores individuelle røster bliver klare og enklere, fordi vi har øvet os og malet os selv op i en meget sær krog via livsvigtig anerkendelse udefra og via den kunstneriske praksis, det, at vi øver os utrætteligt og uden overdreven hvid skam og overdreven skamløshed. Pseudointellektuelle skal holde deres kæft, er min holdning. Den enkle og grund til at pseudointellektuelle skal undlade at skabe forvirring om den sande intellektuelles menneskeret til at være nogenlunde dette, en intellektuel, er ikke selvkorrektion i moralsk bevidsthed om janteloven, men simpelthen den at en intellektuel ved at komme fra de højere samfundslag kan smykke sig af flere personlighedstræk der gør vedkommende til en god og pålidelig åndeligt forbillede for alle der gider at beskæftige sig med vedkommendes åndelige produktion. Et forbillede. Ikke en vejleder. Det er arrogant at være vejleder. Personlighed har læseren i forvejen, men identiteten halter det altid med for os alle.
Alle disse ting skriver jeg. Alle disse ting siger jeg ikke når jeg er ude blandt folk. Der er en markant forskel på skriftsprogets udsigelseshorisont og talesprogets. Den første er større. Mine læsere kan med det samme mærke at jeg kan skrive menneskekærligt, begavet og nuanceret og jeg er aldrig i levende live blevet kaldt arrogant af en eneste læser.
Tilbage til emnet for mit essay.
Det mest latterlige ved mennesker fra middelklassen og nedefter er 1. deres latterlige generthed, 2. deres besættelse af social opstigning og klodsethed, når det en sjælden gang lykkes at erobre verden eller hvad de nu forestiller sig de opnår og 3. deres komiske udgrundelighed.
Deres forhold til magt er ren perversion.
Hvis der er nogen der utrætteligt og pinligt energisk selvcentreret giver det halvtomme begreb magt mening er det de mennesker med middelklassebaggrund. Filosofiens seneste udkrystallisering, sociologien, den mest glade og mest forløjede, forskruede og intellektuelt snobbede videnskab verden endnu har set, sociologi er starten på en ny middelalder med latterlige Michel Foucault og “konkurrenten” Jürgen Habermas i spidsen, sociologien forsøger at stopfodre os med magtanalyser i samme takt som djøfferne stopfodrer sundhedsvæsenet med Excel-ark.
De fægter og kæmper fordi de tror på at magt må være uendeligt attraktivt. Derfor, blandt andre mere retfærdighedsmæssige og moralske og menneskelige grunde, har vi demokratiet, altså delvist på grund af tomhjernet misundelse, og fordi vi har demokratiet har vi i dag et Das Man som er mere effektivt end nogensinde i at udrydde kedsomheden med Netflix og fordi vi har et stærkt Das Man sejrer afstumpetheden og de afstumpede over mennesker som jeg der har en stor ånd og ser den enkle, hellige forbindelse mellem hjertet og hinanden, hjerlet hinansen er mit navn.
Jeg har aldrig sagt de er kedelige undtaget en yderst sjælden gang imellem i spøg. Jeg elsker dem og gør dem aldrig til studieobjekter. Jeg har aldrig kaldt dem overlagt kyniske, kun uoverlagt kyniske. Jeg har ikke, nogen sinde, så meget som antydet, hverken direkte eller mellem linjerne i mine udsagn, opsange, taler, sange, digte, historier, parodier, ja, i mine tekster i det hele taget, at de er uelskelige eller feje, men jeg vil altid fastholde at de skal sættes under åndelig administration af intellektuelle som mig og andre via gode tekster. De skal ikke hærges, hades, korrigeres op i deres åbne ansigt, knuses eller holdes nede, men de skal læse om dem selv som ligeværdige, kærlige mennesker. De skal skældes ud på skrift. De skal ikke underholdes. De skal læse.
De læser fx mig. Jeg har 2 mio. læsninger på denne blog. De er ved at køre verden i sænk med deres tv2-news demokratier og svagelige sprog og ideer, de maltrakterer barnlighed med tidstypiske opdragelsesmetoder og de orienterer sig elendigt i livet. De camouflerer deres begreber i ureflekterethed, aldrig helt sikre på deres udsagn, aldrig helt sikre på sproget og det levende ords kraft. De bruger klodsmajor-ord som selvværd og selvtillid, selvkendskab og selvudvikling og selvpromovering uden i virkeligheden at tro på ordene og uden at bevæge sig af egen drift, fastfrosne i typisk ynkeligt kulturløse tilværelser uden sund og aktiv kulturudfoldelse.
De bruger ordet høflig om mig, med hvilket de mener fedterøv. Jeg er ikke en fedterøv, jeg er kærlig. Folk med rod i overklasserne er langt friere stillet i forhold til kærlighedsudfoldelse end de stillestående magtblærerøve. Ja, så stor er troldsplinten i deres øjne at deres kærlighedsevne og kærlighedssans er reduceret via ringe filosofievne som er, ja, forløjet, befængt og fordærvet med mindre de styrker deres egen identitet ved at betjene sig af intellektuelles forbilledlige arbejder fra film til bøger. Identitet giver samlethed. Det er ikke for empatiens skyld vi læser, nej, det er meget enklere, det er for at blive samlede og kunne give og aflevere kærlighed så det kan mærkes af modtageren. Empati, dvs. medfølelse, tæller ikke i min bog. Alligevel betjener de sig af gold og uigennemtænkt medfølelse i omgangen med andre mennesker i stedet for at være ægte medlidende.
Jeg elsker at hade dem! Disse klodrianer! Jeg vil betjene dem med inspirerede tanker til den dag jeg dør.
Jeg stemmer Enhedslisten fordi jeg sympatiserer med dem og vil lighed, primært for deres børns skyld, selvfølgelig, hvad er vigtigere.
De elsker mig for at blotlægge deres illusioner om magt og mennesker, hvilket de var bange for for 200 år siden men ikke i dag. De er forsumpede og elsker at læse i hemmelighed om deres sump. Denne deres relativt nye tolerance overfor intellektuelle er frugten af intellektuelles arbejde og ikke af den oplysning middelklasseløverne har opbygget gennem tiden og nu æder i sig og tilbyder hinanden på Google og Wikipedia.
Kom ikke for tæt på dem i livet. Du brænder dig eller bliver stenet eller brændt uden forklaring og uden et eneste levende ord til forklaring. For dem er alt magt. Deres handlinger imod andre mennesker opfatter de som nødvendig magtanvendelse, fordi de ikke har fantasi til at forestille sig at denne falske treenighed de hedder magt, handling og identitet slet ikke findes. Det sjove, spændende og givende ved at skrive er at de elsker, fuldkommen berettiget og i dybeste hemmelighed, at efterligne intellektuelle. Det er der intet galt i og det kommer der kun gode ting ud af, ikke fordi jeg som intellektuel er et bedre menneske end en middelklassetåbe, men fordi jeg med filosofiens hjælp formår at styre uden om den dybe, dybt skadelige kynisme som deres ydrestyrede smitsomme og klichéfyldte sprog udgør og som er beslutningsgrundlaget for deres klodsede og afstumpede handlinger.
Jeg er ikke træt af dem. Disse overvejelser er ikke kasser, men omrids tegnet på asfalten. De overrasker mig altid og jeg elsker dem uden at se ned på dem eller oppebære tåbelige ideer om at de kan gennemskues. Fordi man er udgrundelig er man ikke gennemskuelig for de ser mysteriet når de kigger indad, akkurat ligesom alle mennesker gør. Når de hører sådanne ting i direkte samtale bliver de panisk magtfuldkomne og tværer mig ud, med rette. Hvem kan bebrejde dem det? Derfor er jeg skribent, en åndens ydmyge tjener. Jeg tror nemlig ikke på at nogen mennesker er hverken lukkede eller formørkede. Vi er fulde af dejlige muligheder, fordi livet er fuldt af dejlige muligheder. Men fantasi har dem fra middelklassen og nedefter aldrig forsøgt sig med. Det er de for ufilosofiske til. De misforstår hvad fantasi er og kan ikke sige særlig meget om deres holdning til og analyse af hvad fantasi er. Men magt tror de inderligt på. Skæld dem ud!
