Denne bemærkning handler om det greb at indbygge en markør i et digt der udsiger at forfatteren nok er lidt løjerlig, fordi vi alle sammen nok er lidt løjerlige. Markøren er næsten altid forpustet fordi den ikke kommer i mål med at vise noget afrundet og substantielt der formår at definere forfatterens stemme, endsige begrunde hvorfor netop denne forfatter er mere løjerlig end almindeligt. Det forbliver en lille, smattet, irriterende øjebæ der efter sigende nøjes med at smadre hele digtet.
Løjerlighedsmarkøren er en indrømmelse, en bekendelse og derfor tillige et menneskesyn og et livssyn. En måde at være til på som nok dybest set er mere realistisk og jordbunden end det traditionelle digt med det autonome subjekt der kun læser digte uden løjerlighedsmarkører.
Der er mange digtere som opfatter løjerlighedsmarkøren som uskøn og uvelkommen. Ja, som direkte ækel. Som amatørisme. Som lav stil. Nakkehårene rejser sig og vi bliver arrige. Hvor er det dejligt at læse en stram komposition uden løjerlighedsmarkører.
Jeg hæfter mig ved alle de sprogundersøgelser der er mulige hvis vi kommer af med allergien overfor løjerlighedsmarkøren. Digte med løjerlighedsmarkører er sjældne.
