Ludvig, du har altid foretrukket det højeste frem for det største. Du er så dramatisk.
Jamen højde er en kvalitet jeg tilfældigvis ejer hvorimod du er…
Ja ja ja nu skal vi ikke komme for godt i gang. Jeg har jo sagt du er høj. Høj. Ja. Du.
Se så, der har vi jo Abraham. Han har sådan et tragisk navn. Lad mig forestille jer for hinanden.
Jeg vil ikke trænge mig på.
Abraham! Velkommen.
Du kender mit navn? Ha. Jeg er forvirret.
Jeg har studeret for længe. Din kones og din bil er gået i stå nede på vejen. Velkommen i vores lille Oscar Wilde kreds. Jeg hører du har talt med Igor, min alt for forvirrede tjener. Jeg undskylder hvis han opholdt dig med almindeligheder. Han er altid så søvnig. Hæng nu jakken.
Min kone…
Din kone må være meget ulykkelig med de høje tindinger du fremviser.
Ja min frisure er måske ikke…
Tys, Ludvig. Døm ikke manden. Abraham, nu du sidder bastet og bundet til at konversere lidt med os to gamle vil jeg forhøre mig om du sidder behageligt i sofaen?
Jeg har lidt travlt. Min kone…
Snup et glas champa…
[Kone braser ind. Abraham op.] Abraham! Du skal have dit brevkasseoplæg færdigt. Det er vigtigere end alt andet. Børnene kan vente. Det er ganske vist over deres sengetid men, forstår De, børnehaven, privat, holder ekstraordinært åbent for vores skyld.
Allan: Brevkasseredaktør, ser man det. Ræk mig din telefon. [Læser højt.] Abrahams tudebrevkasse for mænd. Jeg er selv for medicineret og for personlighedsforstyrret og depressiv til at græde godt og mine venner har ofte travlt med at levere i deres røvkedelige jobs. Men du må ikke tro jeg ikke er interesseret i grædende mænd. Når de sidder på bænkene rundt omkring i min lille by Asnæs går jeg ofte hen til dem og klapper dem blidt på skulderen. Jeg behøver ikke tage billeder af dem, for jeg har billedet af den gamle mand på stolen med mig i erindringen. Han som har tabt. Som har lidt et tab. Det gør ondt at miste. Det ved jeg.
Ludvig: Det er en opmuntrende tale og noget af en opsang til kvinderne, men jeg må sige du forekommer mig at være noget ovre i det indesluttede. Skål kære Abraham. Skål Ludvig. Og skål da for lille søde nuttede fine Anne Lise.
Abraham: Jeg agter at lave den brevkasse alligevel.
Allan: Tys-tys kære bundløst forkvaklede Abraham. Jeg går ud fra at det har stået på længe? Anne Lise, kom og sæt dig min pige. Abraham og Ludvig I bedes gå ud i haven mens jeg trøster Anne Lise mod denne grusomme og hæslige mand.
Anne Lise: Hans komplekser er dyre på alle måder. Jeg har måttet sælge en kommode og opdagede for sent at jeg var komet til at sælge alle mine gamle papirer. De ubesvarede breve fra alle mit livs mænd.
Allan: Ubesvarede? Du virker så ordrig og ligefrem. Var det kærlighedsbreve?
Anne Lise: Ja.
Allan: Jamen barn dog. Pris du dig lykkelig for at jeg sagtens kan gennemskue dig!
Anne Lise: Jeg er lykkelig.
Allan: Ja. Dans min ven.
