Er der noget i vor tids virkelighed som svækker vores evne til at forholde os positivt til den positive del af realiteterne, herunder de realistiske muligheder vi har for at leve et fuldt og helt liv og tilmed mærke livet og verden med hinanden?
Ja! Der er masser! Men vi må være såvel nuancerede som ikke-kyniske for at få øje på dem.
Allan Bloom skriver i sin temmelig radikaliserede og forskruede bog at vi lever i en “non-stop præfabrikeret onanifantasi” [1]. Det er meget unuanceret og kynisk.
Den lødige litteratur er et prisme der synes at ophæve denne onanifantasi som Bloom talte om. Realitetssans stimuleres, udvikles og opnås som bekendt i udpræget grad af litteraturen.
Det er selvfølgelig et iboende problem at diagnosticere samtiden fordi vi er midt i den. Men jeg synes at der er et langt større problem når forfattere, faglitterære såvel som skønlitterære, leverer delikate forsimplende hovsasvar. Der findes flere tåbelige -ismer end nogensinde før i historien:
On the big issues it was not enough to be right – passion was vital. Now that sense of intellectual urgency has dissipated. Tolerance, relativism, the postmodern refusal to commit, the cultural triumph of uncertainty. (…) Perhaps, too, there is currently so much specialization, and so many movements and fissures within higher education, that the important questions have been lost. [2]
Uhøjtidelige pseudointellektuelle udlægger særdeles hyppigt filosofiens mest grundlæggende spørgsmål som: “Hvad er meningen med livet?” Man lægger mærke til snerten af velbegrundet ironi, fordi vi rummer svaret inde i os selv i al vores virketrang, beredthed, glæde og sorger. Vi opfører os som om vi kender svaret.
“Mikkel Thykiers essay danner grundlag for en påstand om, at det litterære værk, som det har stabiliseret sig i vareform i det tyvende århundrede, er i opløsning eller bør opløses. Værket er, grundet en kort levetid i offentligheden, at regne for en begivenhed og må altså behandles derefter. Vi kan ikke længere stole på kulturens evne til i sig selv at genkende og omsætte kvalitet.” [3]
Kvalitet er den litteratur der får os til at leve med kvalitet.
Hvad er livskvalitet?
At leve er at rejse. [4] At rejse er en vekselvirkning mellem den ydre rejse med dens aldeles uventede møder og kulturelle og naturmæssige berigelser og den indre rejse med dens aldeles uventede opdagelse og brug af skjulte evner og ressurser. Turismen ødelægger det første og trivialliteraturen det andet. I den forstand er begge udtryk for dårlig fantasi og værre: fantasifornægtelse.
Kapitalisme er slet slet ikke den største synder blandt de fænomener som tilskynder os til fantasifornægtelse. Ej heller det at vi lever i en global landsby med dens tilvante skikke og vaner. Det er at skolen slutter. Alle mennesker skal selvfølgelig gå i skole hele livet og ikke kun til 9. klasse eller universitetet. Men der er en endnu større synder: Kynismen.
Kynisme kan i bund og grund koges ned til diktummet “Enhver har retten til i enhver situation at pege på realiteterne”. Det er barbari. Det må vi undgå. Vi er alle i en eller anden udstrækning fans af store og små mysterier, selvom en kyniker vil benægte det.
Realiteterne får dermed et dårligt ry fordi kynismen er så udbredt at vi efterhånden tror at kynikere har eneret til at beskæftige sig med dem. Man hverken kan eller skal eller bør irettesætte kynikere direkte. De er for forfængelige, for selvhenvisende til at det nytter noget.
Litteraturliste
1. Allan Bloom: Vestens Intellektuelle Forfald, The Closing of the American Mind, Gyldendal, 1991.
2. David Edmonds and John Eidinow: Wittgensteins Poker, Faber and Faber, 2001.
3. Forlaget Antipyrines præsentation af Mikkel Thykiers bog Overfor en ny virkelighed.
4. H. C. Andersen i dagbogen.
