Betydningen af ordet ‘sej’. En sej kvinde er noget positivt, men det hænger sammen med kamp og det er yderst vanskeligt at forestille sig en kamp uden at det i en eller anden forstand er en magtkamp hvor nogle er over og nogle er under, hvor nogle kører derudaf og andre kues, hvor nogles interesser og behov tilgodeses og andres ignoreres. Eftersom magt er noget totalt taktløst forekommer det derfor tvivlsomt om en sej kvinde egentlig er det i virkeligheden, når det kommer til stykket. Hvordan hænger tingene da sammen? Problemstillingen bliver yderligere kompliceret ved at sej har klang af ”god på en virkelig dyb måde”, ”ejegod” kaldte man det i gamle dage. Men dette, at det var i gamle dage, er vigtigt. Nutildags bruges ordet sej tit og ofte om både mænd og kvinder. Hvordan hænger det sammen? Se på sproget. Vi bruger ordet ”sej” om mennesker vi har respekt for. Når vi siger det helt præcist, dvs. i dagligsproget, siger vi: ”Jeg har en dyb respekt for Signe”. Men når vi siger ”jeg synes det aftvinger en dyb respekt at Signe gør sådan og sådan” er vi ude på et moralsk skråplan. Hvorfor skal andre inddrages i min personlige vurdering af Signes sejhed? Respekt for sejhed er noget hemmeligt. Det er ikke noget diskret, det er noget hemmeligt. Det er noget vi siger om afdøde personer, især: ”Møller havde en dyb respekt for Signe”. Der er utrolig mange indviklede nuancer i sproget omkring sejhed, kamp, magt og respekt. Men dog er vi tvunget til at tage personlig stilling til disse nuancer i forhold til os selv for ellers er vi ikke skikkelige og ordentlige mennesker. Desværre for alle de politisk engagerede: Klassekampen er ikke noget man ”tilslutter sig”. Man kan se nogle umenneskelige forhold for samfundets svageste, men det betyder ikke at man kan aftvinge respekt hos andre end ligesindede. Det er et stærkt argument for ikke at melde sig ind i et politisk parti og dette argument glemmer vi ofte. Vi ser det som mangel på oplysthed og engagement. Vi skal holde med Sokrates og være dybt uinteresserede i magt. Men vi skal vel at mærke være det på et dybt plan hvor alle nuancerne er med. At være engageret i magtkampe gør os balstyriske, selvhøjtidelige, selvgode. På den ene eller den anden måde bliver det til vold. Alt det skal vi vise bort. Men giver det ikke en stor magt at have magt fx over sproget? At kunne nuancere, fastholde nuancerne, lave stærke billeder, opsummere hvad andre siger? Nej. Vi må fastholde at det at kalde en anden person sej er noget dybt personligt. Det er ikke noget andre end de helt nære kan holde ud at høre på. Dem der virkelig er med os når det gælder. Der er mange kunstnere som ikke opfatter sig som magtmennesker, men som frie ånder. Det er jo løgn når de hele livet bliver eksponeret foran folkets hjerter og intellekter via medierne. De reflekterer ikke over de ting jeg siger her, men det vil jeg opfordre dem til. Og jeg vil opfordre læserne derude til at være vagtsomme og kritiske overfor særligt de blide og flippede magtudøvere. Jeg har gennem hele livet været uinteresseret i magt. Det er et bevidst valg som hænger sammen med den jeg er. Min natur, min opdragelse, min uddannelse, min dannelse. Jeg kan simpelthen ikke respektere folk der siger at magt er noget nødvendigt og lever efter den devise. For den er forkert. Vi må være nuancerede. Hvorfor det? Fordi det er den tredjestørste sorg i vores allesammens liv at det er svært at skille tingene ad. At være nuancerede. Hvordan skal fælles og personlige glæder finde vej til vores liv og vores samfund hvis vi ikke tager nuanceringsvanskelighedssorgen dybt alvorligt, så alvorligt at vi er nogle der i kraft af evner og medfødte talenter vier vores liv til den? Jeg hader ikke talentløshed og talentløse. Jeg hader ikke amatørisme og amatører. Jeg ved, at det er en sorg for os alle at det er svært at skille tingene ad. Det er ikke noget nyt jeg siger. Men det er noget der tåler gentagelse på trods af det faktum at alle i det oplyste Danmark forhåbentlig opfatter det at være et magtmenneske som noget negativt. Det mener jeg heller ikke der er nogen der udelukkende er. Men jeg mener at det er tid til at bruge sproget rigtigt. Jeg mener ordet magt skal luges ud af sproget. Det er ikke brugbart. Det er dybest set noget ondt, noget latterligt, noget vi bør grine af. Og det skal vi huske at gøre. Vi skal huske at grine. Grine med sproget. Trænge os ind på klichéerne og udstille dem, latterliggøre dem, så vi ikke udstiller og latterliggør alle dem der er ude i noget politisk snavs. Alle dem der ikke har andre politiske visioner end nødvendighedens politik og fremstiller indvandrere som andenklasses borgere. Fordi de ikke ved bedre. Er tiden ussel? Nogle ting er usle, andre er det ikke. Hvorfor skal vi gå rundt og tage os selv så alvorligt når vi hele tiden går rundt og sørger. 1. tabssorg, 2. ensomhed, 3. sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. længsel, 5. sorgen over at være sig selv nærmest. Er det ikke en god grund til ikke at tage sig selv så alvorligt? Er dette ikke forudsætningen for at åbne sig op overfor de glæder som livet nu engang rummer? Jeg kan i virkeligheden ikke tale med folk som ikke forstår disse ting. Jeg kan stå eller sidde sammen med dem fysisk, men uden oplevelsen bagefter af at et møde har fundet sted. Det er da hihi utilfredsstillende for mig. Jeg er ikke noget geni. Jeg har ingen geniambitioner. Geniordet er en vildfarelse i sproget. Men jeg må sige at jeg foretrækker mennesker der kan sørge over de ting der er at sørge over og blandt andet herigennem finde glæden og lykken. Jeg må sige, at jeg foretrækker folk der sørger frem for folk der er forvirrede og frustrerede. Derfor skal samfundet geare ned. Helt ned. Vi skal give hinanden muligheden for at kunne lide hinanden. Vi skal give kærligheden mulighed for at vinde frem. Jeg er så træt af den måde erhvervslivets forkrøblede sprog vinder insisterende frem i alle sfærer af vores samliv. Selv under hihi vores samlejer. Fremadrettet. Det hedder fremover, med mindre der er tale om at styre et fartøj og det er det de færreste der hihi gør. De er afdæmpede på en hihi syrlig måde. Lad os dog ikke gøre dem til fjender. Se på deres tal. De ryger ganske vist ikke, men de løber rundt på vejene og spreder deres uløselige gåder fremadrettet. Fremover, undskyld. 🙂
