Skrivegrupper hader fantasi og leg og omfavner modefænomener blindt. Fantasi og leg har vi sandelig heller ikke tradition for i Danmark. En psykolog sagde engang til mig at danskere godt kan lide at følge regler. At dette med reglerne er den korteste beskrivelse af vores nationalkarakter. Jeg er uenig. Det er selvfølgelig både forenklet, kynisk og hihi dumt af den psykolog.
Fantasi. Se engang på Peter Seebergs og Boje Katznelsons ubehjælpsomme og forvrøvlede artikel om fantasi i Den Store Danske:
http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/fantasi
Tænk, at de to kluddermikler kommer hihi igennem deres artikel.
Jeg tror forklaringen på fantasiens lave status i dansk litteratur skal findes lidt længere tilbage i tiden. Lad os tage 68’ernes elendige måde at definere fantasi. De fik alt forærende. Ha. De fik ødelagt både ideen om fællesskab og fantasi med deres kollektiver hvor de fik buret hinanden inde med deres familieskræk og deres stoffer.
Fantasi er
1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.
2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.
3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.
4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig hverken identitet, identitetsfølelse, pålidelighed, glæde, mod eller robusthed uden at personlig fantasi indgår og tages i brug af hiin enkelte. Fantasi er dermed ikke at kaste sin sjæl i hænderne på en blærerøv som naboen snakker så pænt om og Information og Politiken helgenkårer.
