“Du har noget siddende i mundvigen” er en almindelig hjælpende oplysning som kendes over hele kloden. Den gælder dog ikke her, fordi jeg i skrivende stund ikke kan se læseren og dine mundvige. Jeg kan dog godt se andre ting og derfor fortsætter jeg skrivningen. For det er så ærgeligt at mulighederne forringes. Man ligner jo jeg ved ikke hvad. Og jo hurtigere, jo mere seriøst og lidenskabeligt man går over til at tale, for det gør man jo, man vil vældig gerne have del i opmærksomheden og høre på hvad man selv finder på at sige og hvordan, jo sværere vil det være for tilhøreren til dette nonsens om skibspriser ikke at grine, fordi det virker til at den talendes ærinde i virkeligheden handler om retten til at have noget i mundvigen.
Retten til ikke at vække opmærksomhed pga et alternativt udseende. Ja ja. Det minder mig om en slåenbusk jeg stødte på i forrige århundrede.
Uanset om disse overvejelser er “totalt falske” eller ej, er man i Finland og Grækenland gået over til at erstatte deres smukke, men for en gængs dansker, uforståelige sprog med danskklingende sætninger. Men for at det ikke skal blive alt for let for danskere at indlede samtaler og komme i kassen med dem betyder sætningerne, som nu cirkulerer frit i de to lande, ikke det samme.
“Dit kvaj!” sagt af en græker betyder på græsk “Du lugter godt, Landa” men i Finland betyder det “Det er min sø!”
Uddybende kan vi tilføje at en finne der siger “Jeg er en heldig lazaron” mener “Pyt med det, Bøje” mens en græker vil opfatte sætningen som betydende “Meget interessant. Men hvordan kommer vi videre til at formulere en strategi?”
Og jeg synes da lige vi skal tilføje her til sidst at det er derfor finsk er af den finsk-ugriske sprogstamme.
