”Jeg kan ikke sige andet om hele den bunke begreber end at jeg ikke så godt kan lide at høre på at en person eller et forhold er strandet eller havnet i forbitrelse. Det er ikke komplekst nok. Der må og skal stikke noget mere under. Noget som man via sproget skal blotlægge, afsløre.”
Sandt nok. Når noget ikke er komplekst nok er vi havnet i et negativt arkimedisk holdepunkt som kan blive til noget positivt.
”Det får du altså ikke Nobelprisen for at sige. Giv mig mere kompleksitet, hvis du kan. Jeg kan kapere det og jeg kan forstå det. Bare vær præcis i det du siger.”
”Jeg kan heller ikke så godt lide at høre på at der hersker fordragelighed og tilgivelse mellem søskende. Fordragelighed hersker, i visse landsbyer?, men ikke mellem søskende. Tilgivelse ‘hersker’ ikke engang. End ikke i landsbyer.”
”Jeg kan næsten bedre forholde mig til ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Også selvom det ikke kan siges i noget gyldigt nu.”
”Jeg kan også forholde mig til andre ilde hørte indsigter som: ‘Tilgivelseserklæringer kan være store menneskelige fejl. Ligesom når vi bejler til et andet menneskes hånd uden at kende vores besøgelsestid.’”
Du er inde på at meget af den sociale lidelse vi mennesker oplever må gennemleves i den dybeste ensomhed.
”Det har jeg ikke sagt, men det tror jeg du har ret i et stykke ad vejen. Men du bliver stadig nødt til at lytte til mig. Jeg er klogere.”
Det er godt. For det er mig der interviewer dig. Den centrale sætning synes at være ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Den er fuldstændig kontroversiel, vil jeg hævde.
”Ja. Den ytring må vi så komme med i litteraturen eller i andre sammenhænge som er delvist løsrevne fra virkeligheden og henlagt til ensomheden, som dermed ikke er så ensom endda.”
‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Hvad betyder den sætning?
”Betyder?”
Den må jo virke uforståelig for mange. Hvordan mener du den?
”Jamen lad os se på den ud fra de begreber som står som emnerne for denne samtale.”
Jo jo.
”Første begreb: Tilgivelse. Hvis det er tilfældet at ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ så er tilgivelse slet ikke på tale.”
Tilgivelse er vel altid på tale hvis der er tale om en konflikt og i særlig grad når der er kærlighed involveret.
”Nej. Kan du ikke se det?”
…
”Hvis du ikke kan se det får jeg ikke engang Banotto Prisen.”
Hihihi.
”Hahaha. Så er der begrebet forbrødring. ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ Hvis det er sandt vil jagten på forbrødring være malplaceret og spild af kræfter fordi hvis man mener sætningen lidenskabeligt, og virkelig mener den, så er kærligheden der allerede og alt andet er ensomme endeløse dobbeltrefleksioner og om-syge i virkeligheden.”
Vær glad. Vær ubekymret, hører jeg dig sige.
”Ja.”
Du er kommet frem til et Jesus-ord på en eller anden krummelure agtig middelalderlig Erasmus Montanus syllogismeslutningsagtig måde?
”Hihihi.”
Huhuhu.
”Forbitrelse.”
Ja.
”’Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’ er ikke en sætning der kan siges; den kan knapt tænkes. Ikke hvis der er tale om en virkelig kærlighedsrelation.”
Hmm.
”Jeg indrømmer at mange ser forbitrede ud når jeg går i supermarkedet og leder efter asier. Men samtidig er de mindst ligeså nysgerrige. Det er egentlig sødt.”
Hihi.
”Her kunne jeg sige, lidt Oscar Wilde agtigt, at den grundlæggende nysgerrighed opvejer forbitrelsen, ja, ligefrem får den til at fordampe. Se på karaktererne i Et Drømmespil af Strindberg.”
Jeg ved ikke om du har ret.
”Jeg ved det heller ikke.”
Næstsidste begreb, for den kedsommelige om-syge har vi talt rigeligt om, er dysfunktionalitet.
”Jeg synes det er et uord. Som sådan er der ingen grund til at holde det op mod sætningen eller gå i dybden med det. Det er om-syge at bruge det ord om en familie. Jeg kan næsten bedre lide at høre om en, der har læst om en, der engang har mødt en, der har en lortefamilie.”
Ak ja. Hæhæ.
”Mm.”
Dialogkaffe.
”Kan ikke bruges i kærlighedsrelationer.”
Du mener ikke man kan tillade sig at sige nu får vi talt ud og rystet poter.
”Jamen de to udtryk dækker over vidt forskellige ting. Jeg bad om kompleksitet og sproglig præcision og du gør mødet mellem mennesker til en betydningssingularitet ligesom myremøder. Skam dig!”
Jeg ville også hellere have talt om bordtennis.
”Prøv nu. Sig hvad du mener om sætningen.”
Om ‘Det er dig der bærer skylden i den måde du i øjeblikket har fået lov til at leve på.’… Hvis den er sand så forudsætter dens væren sand Guds eksistens.
”Ja.”
Jeg troede bare at Gudsforholdet består i tro og at sproget ikke er religiøst.
”Sproget er religiøst. Du må hellere vende dig til det.”
Skal vi så indprente din sætning i en runesten og lære den udenad og kvæde den tre gange om dagen?
”Ja. Hihihi.”
Sætningen betyder vel også at begge kan have hver deres skyld i en kærlighedsrelation som så absolut hverken er tilgivelsestrængende, uforbrødret, forbitret, dysfunktionel, forkvaklet af om-syge, kaffetrængende eller kærlighedstrængende.
”Præcis!”
