Der var skæbnens ironi da Nøvski Nøvnøv skrev en håndfuld såkaldt gode digte og dermed mere eller mindre bevidst brugte det han kaldte utrolighedsmarkøren, altså hvor man med uhyre selvbevidsthed forfølger utroligheden fremfor menneskeligheden som æstetisk og moralsk rettesnor. Det var det samme Beatles’ leder John Lennon gjorde da han sammen med McCartney skrev deres musik. Lennon kunne ikke ret godt lide mennesker, han var ret livsuduelig ligesom folk ganske enkelt er når de “vælger” utrolighedsmarkøren, men han kunne godt lide den såkaldt talentfulde Harry Nilsson. Sammen dannede de Hollywood Vampires hvor de opførte sig elendigt på barer.
Jeg synes at Nøvski Nøvnøv Museerne i København og Greve fortjener et besøg. Der kan man lære at valget ikke står mellem at vinde sig selv og at miste sig selv, men mellem utrolighed og menneskelig varme. Allerede ved gravens rand begyndte folk at miste sig selv, dvs. få psykoser fordi Kierkegaards utrolighedsmarkør var så verdensfjern. Lund hed ham der endte på Oringe.
Hvordan er det med din stillingtagen til dit eget skønlitterære virkes utrolighedsmarkør? Vil du nægte at den findes? Vil du kunne argumentere for at den ikke findes? Ikke? Så tag et smut på museum.
Et præstestyre i et frit land er uendeligt mere subtilt end der hvor det genkendes via sort tøj. Jeg kan ikke lide et præstestyre under nogen former. Dermed er jeg næsten enig med Nøvski Nøvnøv.
