Kanda og Pandas skilsmisse begynder med at Panda har en affære med den langt ældre festarrangør og limpind Slyngel Bagvendt. Panda beroliger Kanda med at fællesskabet med denne herre ikke udelukkende er seksuelt, men tillige åndeligt, eftersom Slyngel viser hende al sin kunst og deler sine kunstoplevelser med hende i den hensigt at opdrage hende til livet med sin oplevelsesentusiasme og præcise ord omkring sin oplevelsesentusiasme. Kanda taber underkæben og får rynker i panden da han hører om den runde mand. Panda går ind til denne oplevelsesomgang med en vis interesse og forklædt som skiftevis brev og murer. Hun synes Slyngel er til at holde ud at høre på mens han snakker under filmen med små ledetråde til hvorfor det er så godt det der. Kanda på sin side er smuk når hun ligger under edderdunsdynen, men hver nat når hun har været varm bliver hun, som kun kvinder kan gøre det, forvandlet til en bjørn. En nat mens Slyngel sover hopper bjørnen ud af hoveddøren og løber tilbage til Kandas barndom til netop den dag forældrene spillede kanasta foran hybenbusken mens de kastede hyben op i luften. Hun taler med forældrene på bjørnesprog og forsøger at sælge forskellige småting hun har lavet. Da hun vender tilbage til Slyngel, der ligger sammenrullet som et tæppe foran ovnen er det med en viden om ferskner.
Forfatteren foretager behændigt et sceneskift tilbage til hjemmet. Derhjemme bliver Kanda og Panda mindre og mindre. Tilsidst kan de skjules under to paraplyer. De er blevet venner igen, kærligheden er genopstået men ikke i kraft af men formedelst.
Bogens udgangspunkt er at ingen kan tillade sig at være det mindste berørt af en skilsmisse med mindre der indgår hatte. Hatte er den egentlige fjende hvorfor bogens ryg er forsynet med rigelige mængder bly så læseren kan sammenpresse eventuelle hatte der måtte ligge på bordet under læsningen.
Jeg synes det er mærkeligt at forfatteren slikker på samtlige de kvinder der er blevet skilt. Hvorfor? Svaret får læseren først i det utålelige kapitel 18.
