“En mand der ikke er rigtig i hovedet er ude og ride og kommer til syne bag bakkekammen.” (Hvilken åbningsscene af Dalfrøcies! Man kan se det hele for sig. Anmelderen.) “Han drejer hovedet.” (Genialt! Bakken er tydeligvis metafor for de udfordringer han skal møde, mens hans hovede nærmest er i vejen, han er jo tosset inden i det. Anmelderen.) “Mandens navn er Divui.” (Hvad er nu det. Det er et tåbeligt navn der ikke giver mening på noget som helst sprog. Nå, skidt med det. Mon ikke Dalfrøcies har en lille overraskelse i ærmet til os. Anmelderen.) “Hans kælenavn var Kalle Kælemand.” (Ubetaleligt vittigt. Nej, hvor morsomt altså! Hvor er du bare sjov, Dalfrøcies. Anmelderen.)
Efter denne detaljerede gennemgang af romanens første fire linjer stod det klart for denne læser at her var tale om en sprogligt meget farverig, overraskende og ekvilibristisk fortælling. En roman fuld af indsigt i det menneskelige sind. Men det må ikke få os til at glemme at der er tale om en betagende alvor. Manden hader jo alt og alle. Han har et udestående med eksistensen og derfor er det slet ikke nok bare at kalde ham en styrvolt eller bruge betegnelser som umoden eller taber. Denne mand har en grundfæstet følelse af at være gået glip af noget. Det er det der er så spændende. Men han kan le. Han kan elske. Og hvordan det hele ender må læseren selv finde ud af.
