Året var 1994 da forfatteren Fattigmor Pattetorn fik ideen til en roman om en skov med rekordhøje forekomster af salpeter, derfor betitlet ”I salpeterskoven”. Jeg synes at dette ”I” fra ”I salpeterskoven” vækker min nysgerrighed. Mere sprogligt korrekt: Put sætningen før denne i datid. Det er ikke blot en skov med salpeter, men et fysisk, omend (og det trækker lidt ned) fiktivt sted. ”I”’et fik mig til at tænke på andre steder jeg har været. Jeg har fx været i Lyngby, men ikke for nylig. Som læser spurgte jeg gentagne gange mig selv hvorfor en sådan bog er nødvendig, hvilket virker lidt påfaldende når man sidder i en stillekupé og rasler ud af Odense. Hovedpersonerne gør helt sikkert deres for at få bugt med den tåbelige grundidé. De bærer svovl og trækul ind i skoven og det giver et bum. Det kaldes sort krudt. Ja, det kaldes mere end det, det kaldes et forsøg på at sprænge en imaginær skov i tusind stykker. Ultra tåbeligt. Handlingen er skudt i gang. Ind med et overfladisk kendskab til kemi og i øvrigt væk med videnskabeligheden. Ind med passionen: Hovederpersonerne klæder sig af i dyb indforståethed.
Passionerne har deres eget liv, som der står i den nye Coetzee-bog (”The Schoolyears of Jesus”, Harvill Secker, 2016) men spørgsmålet er om denne konstatering kan gøre passionerne mere kedelige. Passioner er der masser af i et gigantisk brag. Der er ild. Der er funker. Der er røg. Men husene er bygget til det og træerne med. Selv den fine lille tændstiksbygning er intakt.
