Optakten til romanen er enkel. Katson Gævgaller vokser op på Katvej og flytter hjemmefra som 18-årig. Han laver nogle smukke læhegn, med små huller der sikrer udsigten til psykiske lidelser. Som 32-årig flytter han tilbage på vejen til et ganske stort hus to numre længere nede mod skoven, hjemførende sin brud Vivian Tænk, en dejlig kvinde i 60-årsalderen. Så kommer avis-krisen i 1910’erne, billeder af trekantede aviser præger avisernes illustrationer og familien må flygte for sjov ind til midten af en stor urskive i Solrød. Herfra driver Katson og Vivian en ikke særligt krævende men indbringende og blålig virksomhed, samtidig med at de opdrager et barn med samme ubesværede kærlighed som en ugle føler sig hjemme i et træ. De flytter tilbage til Katvej i året Knud, denne gang til et hus tre numre nærmere skoven og lever et langt og lykkeligt liv.
I bogens anden halvdel fortælles den samme historie set fra den netop omtalte skov. Grene hindrer udsynet. Et par gange luller Katson rundt alene og synger tilsyneladende uforstyrret under læserens udsigtspost i et grantræ. Det er sjovt. De små ting der foregår i skoven beskrives malerisk. Årstidernes vekslen. Dagenes skiften. Langsomt samles handlingen fra impressionistiske pletter til et brusende vandfald. Det beskrives som “to bøgeblade der ligger på en smuk mulatkvindes kimono ved bredden af en sø”. Vandfaldsbeskrivelsen er underlig derved at der slet ikke omtales et vandfald, men læseren fornemmer at mulatkvinden står i vandfaldet på en meget smuk måde og bader. Nøgen, lysebrun og med struttende bryster driver dette fjollede ledemotiv handlingen i gang. Hun ved ikke at læseren spionerer. Så forsvinder hun med ét. Hun var en hed fantasi. Læseren sidder alene og slukøret mellem bøgebladene og kimonoen er borte, måske fordi læseren vovede sig for tæt på. Ingen ved det. Alle leder. En enkelt drysser. To passer. Et skovfatamorgana. Gad vide hvad der var sket, hvis læseren havde taget den anden skovsti i stedet for at lure. Læseren sidder med en flad fornemmelse. Så kommer Katson traskende. Læseren kender ham fra bogens første halvdel. Han foreslår at de sætter en masse læhegn op og så går Katson og læseren i gang.
