Home Non-categorized Ny bog: Maskinen

Ny bog: Maskinen

296

Bogen lægger i forordet hårdt ud med en emballagemaskine fra 70’erne. Det er noget af en krabat. Det har ikke meget med emnet at gøre, men sætter teknologifascinationen lidt op i omdrejninger hos den der ikke forstår sig på eller interesserer sig for noget.

I kapitel et starter forfatteren med at beskrive de fysiske omgivelser rundt om en fabrik. Træer. Små veje. En parkeringsplads. Et urtebed anlagt af munke fra Gibraltar, hvor planterne er fragtet igennem Europa i osteklokker på ryggen af “næsten hvide kameler”. Det bliver snart klart for læseren at fabrikken producerer en “fremragende maskine”, som det hedder. Man er lige ved at droppe bogen, men maskinen er “helt hen i vejret genial” og bygges af et hold eksperter som står ved samlebåndet i hvide heldragter udelukkende for læserens skyld og lønnet af denne, mens de sover dejligt 10 timer om natten i en stor seng med læseren liggende i midten. Sengetøjet er hvidt og hovedpuden er blå ligesom i talrige andre romaner. Ved enden af samlebåndet dumper maskinen atter og atter på gulvet og må repareres igen, med overraskende og synlige forbedringer til følge. Efter to måneders hårdt arbejde kan maskinen røre rundt i en kop og det næsten lydløst.

Sådan er introduktionskapitlet. Kontrasten mellem forordet der var spækket med elektriske detaljer og kapitel éts mystimærkværdige, næsten sørgmodige dvælen ved novembergrå skyformationer et helt andet sted, nemlig over Catville, og denne mesterligt konstruerede særdeleshed af en maskine virker svagt pirrende på læseren og man går en smule grådigt i gang med kapitel to.

Nu er stemningen vendt og handlingen skydes for alvor skydes i gang. Fra sure specialister direkte over til to ukuelige optimister. To elendigt tegnede karakterer. Ægteparret Bokker og Fias Maradjøngade kører galt fordi Bokker misforstår et vejskilt med en pil på og krasjer lige igennem fabrikkens ydermur. Det viser sig at maskinen kan mere end at røre rundt. Den kan også reparere Bokkers paraply hvor en syning for enden af en af stiverne er gået en dag i foråret da han slog den op siddende i en karet. Maskinen undersøger paraplyen mens Bokker sidder på dens knæ og Fias i sit stille sind udbryder: “Vi har vundet. Vi er blevet venner med en maskine. Vi er altså mere dygtige end rygtet siger. Og vi har en masse til fælles. Vi er kælne.”

Så sejler romanen derudaf. Man må bruge kikkert for at se den fise frem og tilbage for til slut at sejle ind i havnen.

Previous articleHybyk: “Det indebærer visse begrænsninger, når man vælger at arbejde med en romankarakter der hedder Erica”
Next articleLiggende mand, stående mand
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.