Romanen følger hovedpersonen Perslyng Krøsn igennem 10 bind fra vugge til grav. I hans manddomsår er han god til at leve og i hans høje alderdom er han god til at dø. Første bind begynder med Perslyngs afsked med livet. I den sidste uge af hans terminale kræftsygdom er han fuldkommen rolig og afklaret. Han drøner ikke ud af sygesengen og trækker sin hovedpude op i flagstangen. Han begynder ikke at lære at spille obo. Han er parat til at dø, mæt af dage i sin alders 89. år. Han lægger mærke til sine nærmeste, der hver især og igennem lang tid har forberedt sig på afskeden. Han glædes i sit stille sind, beder når han er ensom og sidder i lyset. Hans nærmeste glædes også, beder hver især når de er ensomme og taler stille med ham. På en måde er det en fælles kamp for orden i døden. En kamp for at sorgen ikke bliver for syg. Ved besøgene taler de dæmpet og stilheden siger: “Nu inviterer vi sorgen indenfor. Men glæden overhaler og braser ind med blomster, ligesom jer, mine kære snarligt efterladte.”
Mange i vores samfund er opmærksomme på at døden er tabu. Men hvad betyder det? Det betyder blandt andet at vi ikke er opmærksomme på sorgens immunforsvar. Vel nyser sorgen engang imellem og selvfølgelig er sorg i psykiatrisk forstand en diagnose. Det er vanskelige faser man skal igennem. Sorgen fungerer på den måde. At døden er tabu i vores samfund betyder også at vi alt for ofte vælger at glemme at både den døende og de nærmeste skal gøre tingene på deres egen måde og finde deres egen dybt originale måde at trække grænsen mellem tale og stilhed.
