Har De nogensinde stået på Vimmelskaftet mellem ruder med sko og kloge, unge kinesere samt hele det øvrige leben der kendetegner Strøget og tænkt at København er en slags mark hvor afgrøden er bygninger? Dette ubrugelige ævl indleder ikke desto mindre bogen “Vogn og vandløb – Kulturobjekter i den danske natur”. Bogen er lykkeligvis kapitelinddelt så afgrødesammenligningen får en ende. Ellers ville det da være til at rive sig i håret af.
Har De nogensinde været så præget af at sorgen er det mest komplekse i livet og samtidig så fremmedgjort i forhold til Dem selv, lytning og lødig litteratur at De opdagede at De pludselig og uden at forstå årsagen var nået et så tilpas solidt stykke vej ind i en ret slem selvhjælpsbog at De fik et chok over at Deres sjæl havde vænnet sig til stilen? Da vil De højst tænkeligt få en lignende oplevelse med Lembche Ibbers bog.
Da jeg interviewede Lembche Ibber til den seneste udgave af det dybdepersonlige tidsskrift “Kækkert”, fandt jeg ud af at hans modtagelighed overfor fremmede ideer “var og er ret begrænset”. Dette hans egne ord. Han ville således ikke selv have givet sig tid til at læse sin egen bog med mindre “han følte sig truet på livet”. Jeg beroligede ham med dens harmløse indhold og selvom han nev mig og knipsede mig i øjet efter jeg havde budt ham dette velmente tillægsord blev han mere rolig og formåede at gå rundt i en næsten perfekt cirkel hele aftenen på trods af at to festlige optog defilerede igennem den.
