Home Non-categorized Om kapitalismekritik

Om kapitalismekritik

1956

Kapitalismekritik starter med Wittgensteins begreb *livsform* som i grunden svarer til Bob Dylans mærkelige og sære credo “I’m not there”: Det er enhver forundt at føle sig forvirret. Identitet er noget smukt, personlighed er alt. Selvkendskab findes ikke, fordi vi ser et mysterium når vi kigger indad. Begrebet selvkendskab er en kapitalistisk vare som blev skrottet allerede i tredje århundrede før Kristus, via Sokrates, og genopstod i den uhyrligt dekadente oplysningstid omkring år 1700 hvor man gik med paryk og indførte fransk. Her startede den grundlæggende vildfarelse at vi er noget uden hinanden, vi blev selvstændige i en helt absurd grad allerede ved Reformationen, men nu begyndte idioter at sælge leksika ved dørene med dundrende succes. Nogle taler i dag om Google som en organisme, hvilket Google selvfølgelig er. Vi havde mest glæde af at sidde ved et bål og lytte til en fortæller, hvor vi kropsligt bliver engagerede og afledte ved fortællerens ord og dermed slapper af i knoppen, på den gode måde.

Kunsten at fortælle praktiseredes oprindelig af hvad man kunne støve op inde i hytterne af hjertevarme og omsorgsfulde fortællere der gjorde det hele af medlidenhed, og ikke af medfølelse, medfølelse er også kapitalistisk, se nedenfor, med stammens vrag, dvs. samtlige stammemedlemmer, for alle mennesker er vrag der er dybt afhængige af hinanden.

Medfølelse er ikke så meget værd som medlidenhed. Medfølelse er arrogant fordi den umiddelbart forventer at kærligheden både bliver modtaget og mærket når blot vi holder masken og lægger hovedet på skrå, svarende til den kolde måde vi opdrager børn på i dag: magtfuldkomment medfølende i stedet for ærligt, vaklende, årvågent og kærligt selvtvivlende og, ja, netop, medlidende. Hver gang jeg oplever medfølelse fra andre er jeg ved at brække mig. Det er så ondt og beskidt. Jeg bliver ulykkelig hver gang en ulykkelig moderne verdensborger, dvs. kapitalistisk kommandoenhed, med flakkende blikke bønfalder mig om medlidenhed men kun forventer noget så grimt som min medfølelse.

Previous articleSeks noter
Next articleTre af de medvirkende i tv-programmet ”En værdig død” er slet ikke døde i virkeligheden
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)