Home Non-categorized Om magt

Om magt

2319

I et demokrati er vi tvungne til at se magthaverne som fædre og mødre. De nære relationers menneskelige konfigurering og indretning overføres psykologisk og styrer vores demokratiske handlinger når vi går i stemmeboksen. Det er således Shakespeare der i sine tragedier har forstået magtbegrebet bedst for han forsøger at *nuancere magtskred*, situationer hvor følsomme, altså kærlige, meningsfulde og udbytterige, relationer skrider sammen, forråes og ender med at dreje sig om hvem der udraderer den anden og det gør Shakespeare med en vis succes må man sige.

Mine modstandere indvender at der ikke er plads til det de kalder *føleri* i et demokrati, men at *verden desværre er kynisk*. Verden er ikke desværre kynisk. Vi skal åbne vores munde fordi fjendskabet altid vil være der. Vi skal nuancere med det sproglige apparatur som er os givet og som giver klarhed, handlekraft og samfundssind.

Det er derfor farligere, demokratisk set, at overlade magten til en ydmyg end til en arrogant. Politikere skal være *kunstnerisk begavede, filosofisk forpinte, visionære, men, desværre, overtrætte forbilleder der erkender sig selv som vrag*.

Magt er en teknokratisk abstraktion som det kun er kolde mennesker der tager i deres mund og ”interesserer sig for at definere og forstå”. Derfor skuffer det mig at artikelskriverne såvel som kommentatorerne *lige er med på at forholde sig til hvad magt nu er for en størrelse*. Kære venner!

Magtordet er kun 10 procent betydningsbærende, men der findes magtmennesker. Jeg hader magtmennesker. Magtmennesker er altid med på ydmygt at nærme sig en magtdiskussion. Det er fordi de tiltrækkes af den manglende substans i selve begrebet. En manglende substans som svarer til den manglende substans i deres hjerner og evner til at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Magtmennesker gør karriere på det filosofiske rod som begrebet magt udgør og bestemmer over andre gennem paroler, kassetænkning, fordomme og andet sprogligt rod.

Vi skal åbne vores munde på de rigtige tidspunkter og ikke indlade os i diskussioner over magtens begreb.

Previous articleOm den væsentlige nuanceforskel på at være “lidt naiv” og at være “blevet mindre naiv”
Next articleMænd og børn i farezonen: ”Feminisme er nazisme: Kvinder har ikke moralsk ret til skilsmisse fordi de bliver trætte af eller bange for deres mænd gennem mange, mange år”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)