”Et håndgribeligt bevis for Guds velsignelse til min søster eller bror? Nej tak!” Mange voksne kender det fiffige tabu. Det må min læser selv tumle med. Jeg vil ikke bearbejde det for Dem. Men jeg vil erklære at jeg inderligt håber at både min søster og min bror kommer til at opleve det at få børn og i samme åndedrag tilføje at denne generøsitet ikke bliver misforstået. Jeg vil ikke være bonkammerat med mine søskende. Det har jeg venner til. Jeg vil ærlig talt helst glo så lidt på dem som muligt. Det er altså ikke et vink med en vognstang eller en invitation til livet for det er ikke min opgave længere. Det er en iskold og distanceret erklæring.
Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”
Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020
