”Et håndgribeligt bevis for Guds velsignelse til min søster eller bror? Nej tak!” Mange voksne kender det fiffige tabu. Det må min læser selv tumle med. Jeg vil ikke bearbejde det for Dem. Men jeg vil erklære at jeg inderligt håber at både min søster og min bror kommer til at opleve det at få børn og i samme åndedrag tilføje at denne generøsitet ikke bliver misforstået. Jeg vil ikke være bonkammerat med mine søskende. Det har jeg venner til. Jeg vil ærlig talt helst glo så lidt på dem som muligt. Det er altså ikke et vink med en vognstang eller en invitation til livet for det er ikke min opgave længere. Det er en iskold og distanceret erklæring.
