Somme tider er det vanskeligt for mig at se hvad der er rap (på godt og ondt!), hvad der er monotoni og hvad der er liv (på godt og ondt!) i vores gamle parti Enhedslisten. Det er mit håb at vi, ret hurtigt egentlig, sådan arbejder jeg nemlig bedst, kan lave en app sammen som trænger ind i folks, vælgernes, komfort-zone på en vild men ikke populistisk måde. Der sidder en masse personer i vores lokalafdeling som har lært og lærer mig politiske novice en masse. Jeg kan ikke lide lovord og falsk ros og mit ærinde her er ikke at fremhæve nogen af jer for at være særlig gode venner med Karl Marx. Ord kan nemlig ikke bruges til alt. Min ven Jens kan slet ikke tage imod rosende ord. Han er en af vores vigtigste og populæreste forfattere og han har vist mig hvad ord kan bruges til i psykologisk henseende. Der er noget realistisk ved følelser, også de politiske følelser. Tågehornforfattere kan få dage, uger og år til at gå med at dissekere verden og sig selv. De gør det bare ikke ordentligt fordi de fx blander Proust ind i det. Men lad os hurtigt få vendt blikket bort fra dem idet vi ihukommer Sokrates ord om at anstændige mennesker diskuterer ideer, middelmådige mennesker diskuterer begivenheder, mens fjollehoveder diskuterer personer.
Her til aften er jeg vel nok fuld af mig selv og må stille mig selv spørgsmålet om det er moralsk rigtigt at et politisk engagement, en politisk drivkraft må udgå fra afgrundsdyb angst. Nemlig den afgrundsdybe angst jeg ofte føler. Det er et stort spørgsmål ligesom de helt store moralfilosofiske spørgsmål: Må en kærlighedsgerning udgå fra skyldfølelse eller afmagt eller blindhed? Skal den altid være rørende og holistisk og t-shirt med banner? Overskudsagtig. Jeg vil sige så meget som: Det handler om modtageren. Modtagere er der ikke mange af i Danmark. Her taler jeg om penge. Jeg er ikke tilhænger af at sætte lighedstegn mellem penge og magt, men derimod hævde at Enhedslisten har en yderst vigtig sag. Vores omfordelingspolitik i Danmark er tungen ud af vinduet og vores førhen stærke stat synker i knæ for neoliberalismens dødvægt af halvt gennemtænkte ideer.
Ideen om solidaritet er der noget vanvittigt over. Men jeg må indrømme at jeg godt kan lide at sidde sammen med jer ved havebordet og mærke solidaritetens idé som noget nærværende og varmt, ja, ligefrem som noget der er nærvær og varme mellem mennesker. Da Moses stod på Sinai Bjerg viste og talte Gud fra tornebusken. Et “mysterium der på en var gang afskrækkende og tiltrækkende”, som en berømt teolog har udtrykt det. Mysterium fascinosum et tremendum. Rudolf Otto. Så stærkt oplever jeg ikke socialismens idé. Litteraturnobelpristageren V.S. Naipaul fra Indien har mange foruroligende scener med indere der prøver at finde ud af det. De er så rørende optændte af gode intentioner og store idéer at iskolde gnister springer frem i deres hjerter og bliver til rabalder af den type som gør at deres venstrefløjseksperimenter konstant opsplittes derude i junglen hvor de arbejder i desperate fraktioner. Der sidder endda én i forsamling der “hader os alle sammen”. “Han hader os alle sammen.” Denne linje er blevet stående i min erindring som et udsagn der i al sin voldsomhed dog minder os om at vi alle rummer det gode såvel som det onde.
Jeg vil hellere være frelst omkring det hellige end omkring socialisme og solidaritet. C. S. Lewis kan sige sine små yndigheder i fred. Jeg er kristen. Og jeg er det hellere i gerning end i ord. Det onde håndterer vi med vores gudgivne forsagelseskraft hver især som de ensomme lutheranere vi nu engang er. Det onde skal ikke uddrives. Nøglen til forsagelse findes i ordet om dæmonen der blev uddrevet og svævede rundt i øde egne og vendte tilbage med syv nye. Det lærer os mange ting, men i vor sammenhæng er det væsentlige at dem der hæver sig over tilbøjeligheder til at have fjendebilleder i sit hjerte og i sin forstand i virkeligheden bare er dybt arrogante. Er Protagoras ikke fjenden. Vel er han da så! Protagoras havde ingen anden interesse end at vinde folk for sig. Han havde ikke blik for den sokratiske nøgledyd aretæ og endnu mindre for de borgere han forførte. Er højrefløjen ikke fjenden. Vel er den da så! Frihed vigtigere end lighed. Nej. Jeg har set de hjemløse i San Francisco. Stedet hvor alle hjemløse i staten Kalifornien bliver indlogerede på gaden.
Men den kære Sokrates havde også problemer. Han var demokratihader. Siden er vi blevet klogere. Højrefløjen har også styrker som vi ikke har. Den har vist mod ved at vi i Danmark har en migrations- og indvandrerpolitik som ikke er gået agurk. Så der er nuancer i tingene.
Astrid Lindgren havde sine problemer hvilket klaret kommer til orde i makværket Brødrene Løvehjerte, der udkom i mit fødeår 1973 og som er et makværk på grund af den hyggeforvrængede kosmogoni med Nangijala og Nangilima der ødelægger hele bogen. Men selvsamme bog har et citat der blev danskernes yndlingscitat, med rette: “Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!”
Nuancer og sproglig præcision er vigtige at beskæftige sig med når man vil være menneske. Men den seneste kulturelle udvikling på bogområdet viser noget uhyre overraskende om vores kulturforbrug. At folk der lytter til socialistisk guitar i deres vinterweekender læser krimier i deres sommerferie. Det synes jeg er åndelig dobbeltmoral så det forslår. Jeg synes det er konstruktivt at den dobbeltmoral trods alt er blevet synlig. Men fordi det er åndeligt problematisk er det både menneskeligt og politisk problematisk. Der var engang en kunstner der hed Paul Klee. Han malede udelukkende nuancer. Nazisterne så rødt og hans kunst blev betragtet som udartet af skarer af tyskere og han blev kriminaliseret. En anden er min kære jeg aldrig har kendt, for han gik heden langt før min tid, Bruno Schulz, der levede i en af de utallige herlige jødiske miljøer der var i Polens storbyer dengang, småhandlende var de, de sendte deres små i Tora skoler, sagde kaddish for deres døde og kaldte os for goy’er, “kristne bisser”, et udtryk jeg holder meget af og som stammer fra Isaac Bashevis Singer. I stedet for at se de krimilæsende socialister som dobbeltmoralske synes jeg da vi skal se på hvad de vil. De gør sikkert godt i forhold til deres egen underbevidsthed og det er godt for både dem selv og deres nærmeste. Vi kan bare ikke være i underbevidstheden hele ferien. Der må også brød på bordet. Hvordan? Det handler sidste del af min tale om.
En forfatter har engang sagt at politikere skal være kedelige. Provokerende, tankevækkende. Men forkert. Politikere skal være *kunstnerisk begavede, filosofisk forpinte, visionære, men, desværre, overtrætte forbilleder der erkender sig selv som vrag*, skrev jeg engang og jeg er nogenlunde enig. Men lad os være konkrete. Hvem har ikke drømt om at sende Saudi Arabiens latterlige konge hen hvor peberet gror for de forbrydelser mod menneskeheden han har begået imod Syriens børn som han har sendt til helvedes forkammer i stedet for at give dem en varm hånd. Militariser FN! Lad os dog ikke være kujoner. Overskrift! Han vil militarisere FN. Cancel kultur. Væk! Du vil militarisere FN! Væk! Vent lige et øjeblik. Giv mig taletid. Jeg sidder her mutters alene og skriver. Jeg lufter en idé om at militarisere FN, ja, men jeg siger ikke det er enkelt. Men jeg siger at FN’s menneskerettighedscharter er flovt. Det er tomme ord. Hvor er børns rettigheder bare i Danmark? De er knap nok skrevet ind i loven! Jeg siger: Hver gang et eller andet snothoved fra underklassen går ned på den lokale går der en lille troldsplint ind i et barns hjerte. Hvor er advarselssedlen fra EU på bodegaens dør. Den sidder ovre på pizzariaet.
FN er helt klart min hjertesag fordi det er klart for mig på en kærlig måde hvor meget det ville betyde for verden hvis FN blev styrket. FN’s aktører skal frem i mediebilledet og de skal opføre sig ordentligt i pinlig grad. Vi bliver nødt til at få styr på verdens to hovedproblemer som er ulighed og klima. Rød og grøn. Vi bliver nødt til at tale om de svære ting. Ikke de svære ting i privatlivet, dem har vi den gode Gud, kropssproget og tiden til at hele og gøre gode igen, men de svære politiske ting som er ulighed og klima. Og uhensigtsmæssige regeringer rundt omkring i verden. Måden vi gør det på? Måden vi gør det på er at sige ja! vi sidder med en krimi på skødet og Lykketoft på flimmeren, men den politiske korrekthed gennemsyrer vores tid og passiviserer os. På Facebook er vi alt alt for kontrollerede og beherskede. Jeg foretrækker til enhver tid pseudovidenskabelige NLP fremfor den uklædelige, destruktive politiske korrekthed som fejer ind over os i utallige afskygninger og med utallige navne. Måden at komme videre på er at bruge Grundtvigs redskab, det levende ord. At indse realiteterne i at den politiske arena er blevet inficeret af følelser. Det bliver vi nødt til at indrømme hver især. Vi lever i et demokrati. Det er os der bestemmer.
Jeg har ikke nogen teorier, jeg har en praksis på det sproglige område. Denne praksis er knyttet til min interesse for surrealisme. Jeg har ikke stort af selvironi, jeg sætter meget pris på mennesker der har selvironi, men jeg har surrealisme. Surrealismen har lært mig meget. Den har først og fremmest lært mig andet og mere end at fjolleri er ok. Den har lært mig at fjolleri ikke har særlig stor gennemslagskraft. Den har lært mig at hele verden har noget surrealistisk over sig. Selv kærligheden. Den har lært mig at drømme, ja, men snarere har den lært mig at se med overbærenhed på mig selv og andre når vi agerer og taler i strid med den vi er inderst inde. Alle de kloge nutildags, i 2020, taler om at de vil have en nuanceret politisk debat. Det giver jeg ikke meget for. Dem der siger det gentager bare hvad andre før har sagt og de aner ikke hvad de taler om. Vi har, mig bekendt, de sprogfilosofiske redskaber til at komme videre og identificere de ting der kommer ud af vores mund som i hvert fald ikke stammer fra os selv. Det er når vi er kedelige i de ting vi siger, eller når vi er vattede-bizarre i de ting vi siger, eller når vi bliver fulde af os selv i de ting vi siger at det går galt. Disse tre sprogformer har min særlige opmærksomhed i disse dage, selvom mange tossehoveder stadig tror på dialog og levende korrektioner. Hallo! Dialog findes ikke. Folk sidder forskansede bag deres telefoner og er et helt andet sted. Korrektioner fra os selv og andre har alt for høj status i 2020. Jeg tror det er det Jonathan Franzen vil pege på i sin roman Korrektioner, men han er alt for kold til jeg gider at beskæftige mig med ham.
Til slut vil jeg sige hvordan vælgere tænker i dag i 2020. De orienterer sig i forhold til toner. Tonen fra Enhedslisten. Tonen fra De Konservative. Tonen fra Nye Borgerlige. Det er selve denne tonefølsomhed vi skal sætte ind overfor med vores kolde hjerner og varme hjerter. Hellere farvelade end nuancer. Hellere farvelade end dialog. Vi er for klodsede til nuancer. Vi er for forskellige til dialog.
