Home Non-categorized Psykiatrisk portræt: Selvtvivlsstikkeren

Psykiatrisk portræt: Selvtvivlsstikkeren

110

Familiemedlemmer du ikke må blive vred på er utålelige. Analyser dem eller lad en intellektuel som mig analysere dem for dig, ellers går du lidt i stykker hver gang du skal trækkes med dem.

Jeg kender til to typer: 1. Den psykopatiske der straks besvarer vrede med vrede. 2. Den konfliktfulde der ikke accepterer din vrede men stikker selvtvivl ind i dig som et spyd.

Det morsomme er at mange ikke tror man kan stikke selvtvivl ind i hinanden. Dette vidner virkelig om en afstumpet kultur med en smal dannelseshorisont og et uambitiøst, nærmest pietistisk forskruet menneskesyn. Vi tror at grænserne mellem os som udgangspunkt, både i de nære og fjerne relationer, er sunde og især at de (da) bør være det. Vi glemmer bare lige to ting: I vreden overfuser vi hinanden og en undskyldning må falde hurtigt derefter, i selvtvivlsindstikningen nærmest dræber vi hinanden. Dem der tror på sunde grænser tror ikke på det vigtigste der overhovedet er, næst efter livet og kærligheden, nemlig hinanden. Disse mennesker betragter jeg som farlige og gør dem derfor til genstand for analyse.

Denne artikels emne: Hvordan skal man forholde sig til at have et spyd i maven hvis misdæderen sidder og forklæder sig i alt muligt. Lad os nu se. En ven af mig havde indbrud for nylig. Den slags bliver man først og fremmest stiktosset af. Tænk hvis de samme tyve dukkede op igen hver tredje weekend. Sådan er det at være i familie med en selvtvivlsspydstikker der ikke kan acceptere din vrede.

Ingen er mestre i at blive bestjålet eller udsat for indbrud. I vreden kommer man typisk til at sige noget man ikke mener, men vi lagde mærke til den anden egenskab ved spydstikkeren: at vedkommende på grund af muligvis uløselige konflikter ikke kan acceptere din vrede. Overhovedet.

Her følger en længere psykiatrisk analyse af en selvtvivlsstikkers dominerende, nedladende, afstumpede og kolde personlighed

Når jeg siger fjols eller idiot om en eller anden i mit stille sind, tror jeg det foregår ud fra et idégrundlag der består af fastholdelsen af grumme livserfaringer snarere end af en holdning jeg er kommet frem til gennem tænkning, indgående analyse, sammenligning eller afvejning. Det har intet med dom at gøre, heller ikke med en afvisning, men derimod med en interessenedlukning som jeg straks kan åbne op igen, dersom det skulle ske at den pågældende sagde noget venligt, intelligent, åndfuldt eller beåndet. Hvis man har nogen grumme livserfaringer at besinde sig på og resignere på, kan man foretage en interessenedlukning, ellers ikke.

Selvtvivlsstikkeren lider ikke i udpræget grad af angst eller usikkerhed. Der er tale om en særlig upålidelig vattethed. Der er ikke tale om uregerlighed så meget som en sløret og energikrævende eksistens. De indre konflikter resulterer i en alt for pæn, plaprende attituderelativist, der hele tiden tilpasser sig samtalens stemning i stedet for at lytte til hvad der bliver sagt af den anden. Under pænhed ligger had. Det er altså en voldsom personlighed vi har med at gøre. En der fylder alt. En der ikke tåler vredesudbrud uden at forsvare sig efterfølgende med skinhellig tavshed og som gladeligt uddeler noget så grusomt som selvtvivl, den kan man, som vi har set, *uddele* ved slemme hekseagtige manøvrer, til den stakkel der muligvis er i nær familie med vedkommende. “Vi skal jo leve på denne planet sammen, åbentbart, og det har jeg det ok med.” Sådan roser den voldsomme sig selv, af sin tilpasningsevne i forhold til verden i stedet for sin tilpasningsevne til det enkelt medmenneske vedkommende lige nu snakker med.

Familiemedlemmer der går dig på nerverne i længere perioder på grund af deres selvtvivlsstikkertilbøjeligheder skal kunne rumme at du flipper helt ud på dem. Ellers elsker de dig ikke hverken dig eller mennesker i det hele taget. Det gør de ikke. Ikke rigtig. Det er sørgeligt men sådan er det.