Kæmpe filosofisk problem med en forholdsvis enkel løsning: Mennesker kan ikke blive enklere med et snuptag eller ved at tillægge sig gode vaner. Det er en løgn. Den løgn vil jeg gerne bidrage til at udrydde blandt flertallet af befolkningen. Men det kræver at andre forfattere følger trop inden denne her verden går fuldkommen agurk i ørkesløs, formålsløs og forvirret mig-mig-mig velvilje.
Jeg må indrømme at jeg har studeret Karl Emil Batting. Nu er han død og desværre savnet af alt, alt for få.
Karl Emil Batting lå under for en dyb, livslang besindelse på det gode. Den slags er i virkeligheden en hån imod mennesket fordi det er en hån mod den menneskelige situation. Han burde have indset at sociale forandringer igangsættes ved åndsmenneskers fornuftsbetonede åndsarbejde. Det kræver bare en filosofisk accept i flertallet af befolkningen af at sorg er det mest komplekse i livet. At sorg virkelig er det mest komplekse i livet anser jeg for at faktum. Det kræver tålmodighed og vedholdenhed for en forfatter at markedsføre det faktum, men det er ikke desto mindre hvad en forfatter må gøre. Og det kræver talent. Ikke for at græde men for at sælge varen. Mærke den, sorgen, mens man skriver. Det er en uhyre fantastisk vare der er tale om. Den har intet at gøre med negativitet og depressivitet, men alt at gøre med den menneskelige situation. En forfatter er en bedragerhelgen i en god sags tjeneste. Han eller hun skal gøre sin pligt og sit arbejde efter bedste evne. Ligesom alle andre. Han skal lade være med at opføre sig som en kaldshelgen, al den stund at han er en bedragerhelgen. Men han er også andre ting. Han er filosofisk. Han er litterær. Han læser meget. Han er en god lytter. Og han må endelig meget gerne være fra overklassen. Ellers har han hørt og set for meget forklædt pænhed. Pænhed der lige før var had. Had der lige før var sorg.
Jeg mødte Karl Emil Batting den 11. november 2013. Jeg skrev følgende optegnelse, som jeg af grunde, på daværende tidspunkt, uvisse for mig selv gemte i et chatol oven på en bunke duge:
“Karl Emil Batting giver mig en så lang krammer, at hans hånd bliver hængende bag på min jakke efter mit interview med ham er forbi. Jeg opdager den først da jeg er kommet hjem. Jeg mente nok han krammede mig for længe.
Men det kram var en påmindelse om at også for Karl Emil Batting, denne selvfyldte, selvsikre, respektindgydende, frygtindgydende vædderforfatter, at også for ham er sorg det mest komplekse i livet. Læser han en skønne dag mig og mine ligesindede vil han godtage det med det samme. Og blive ved med at læse mig og mine ligesindede. Men han vil nok ikke nogensinde komme til at læse mig og mine ligesindede og det er synd for ham. Hvad mon han nu finder på? En ny dille? En ny kone? Jeg håber han læser mig og mine ligesindede. Denne fiktive person, Karl Emil Batting, kunne trænge til det. Han skulle tage at kramme de rigtige. Hvad krammer han mig for? Hvorfor så længe?”
Jeg kunne ikke redde Karl Emil Batting. Det gør mig trist at han ikke er i blandt os længere. Jeg fortsætter med sorgen er det mest komplekse i livet. Han blev arresteret og kørt bort i en togvogn på en anklage om at han ikke var egensindig nok. Hvor længe skal det i det her land være forbudt ikke at eje egensind? Hvorfor må folk ikke bare være sådan lidt la-la?
