Kun personer der oplever, at de er deres egne fætre kan klappe sig selv på skulderen på en meningsfuld måde når de har gjort noget de er glade for eller har overvundet sig selv. Det har vi vidst længe. Det er et fuldkommen accepteret faktum ude omkring og vi nikker hver gang vi hører det udtalt. På værtshuse og i andre sammenhænge. Mest på værtshuse.
Vi er vores egne sjove fætre, som et gammelt visdomsord lyder. I øvrigt samme fyr der fandt på ordsproget først til mølle. Han hed Ellen Peo og levede fra år 1600 klokken tre om eftermiddagen til år 1700 klokken fire om eftermiddagen.
Men der findes mennesker der ikke er deres egne sjove fætre. De bliver let misundelige fordi selvgodheden er deres livspraksis og ven. Ikke hele tiden, men de leger ikke gerne. De er lidt magtsyge. De kræver lidt mere af tilværelsen end identitet som følge af virkelyst og efterfølgende rimelig anerkendelse. De kræver den ekstra-respekt jeg tidligere har skrevet om her på avisen for de tror sig vist ikke helt elskelige i kropslig forstand. Men der findes råd, for vi, der bare kan det med at være vores egne sjove fætre, kan lære dem det. Noget der i øvrigt sker konstant og også skal og må ske konstant over hele jorden.
Der er et gammelt uvisdomsord som lyder: ”Dem der er deres egne sjove fætre kan ikke fungere i magtsammenhænge, fordi de ikke ejer alvor, afdæmpethed, beskedenhed, lytteevner og samarbejdsevner.” Vi selvsjovefætre ejer alle disse ting så det er en helt forkert beskyldning. Men vi vil så nødig være medlem af kredse og cirkler. Vi har ingen intentioner om at være medlem af andet end et solidarisk parti.
Der er sket mange forandringer siden selvsjovefætre blev kaldt sjovere. Ordet sjover er gledet ud af sproget. En dag vil selvsjovfætter glide ind. Jeg blev så glad den dag psykisk vold blev forbudt ved lov. Jeg vil også blive glad den dag det bliver påbudt at være en selvsjovfætter ved at orientere sig grundigt i en landsomdelt pamflet om samme emne.
