Jeg håber det går over, men jeg føler mig så lige glad med dig her til aften. En fremmed, uvelkommen følelse i min verden. Som om du virkelig har svigtet mig. Tror du ikke at en af grundene til at jeg var så rasende på dig var at du ikke viste mig kærlighed. Du forekommer mig så sølle her til aften. Jeg har ikke følt sådan før i forhold til dig. Er i vildrede. Men ikke desto mindre er det min pligt at elske dig. Så enkelt er det. Det lovede jeg dig dengang i kirken og du er min næste, om nogen. Jeg vælger kærligheden igen, uforknyt, i dag. Men det er svært, lige nu, for der er også i morgen. Jeg har behov for udsyn i forhold til kærligheden i mit liv. Gode planer, helt konkrete oplevelser at se frem til. Ferie. Du laver klimatilpasningsplan igen. Du ser gamle danske film. Du må løfte blikket. Tiden er knap, jordelivet kort. Henhold dig til pligten og ikke kun til ansvaret. Så bliver det hele enklere, det kan du sige dig selv.
Du lader mig ikke gøre det jeg er bedst til. At trøste. At opmuntre. Ikke rigtig. Den slags er nedladende, dybt fornedrende for selv den bedste. Nuvel. Du har så mange gode egenskaber. Lige nu ser jeg dem ikke, har glemt dem for en kort stund, men det spiller ingen rolle for mig. Det gode får man fra den anden verden. Det gode repræsenterer en uskyld. En uskyld i dit hjerte. En uskyld i mit hjerte. En uskyld imellem os. Jeg håber sådan at vi, fremover, må være taknemmelige begge to for denne usyld. Fornemme den, virkelig mærke den. Det er at tro på kærligheden. Det maskuline er at pege på disse ting i den største ro. Det er det jeg gør her. Må morgendagen bringe os begge fred og ro.
