Home Non-categorized Retfærdiggør “hensynet til kulturen” skriftlige, offentligt fremstillede karaktermord?

Retfærdiggør “hensynet til kulturen” skriftlige, offentligt fremstillede karaktermord?

133

Hvad tror du selv? Tænk dig om et øjeblik før du tager stilling. Ja, er mit svar, selvfølgelig. Der er en masse mennesker derude som ikke er kørt eksistentielt ind på at frembringe, skabe det der med et latterligt og misvisende ord kaldes kulturprodukter. Indtag øretævernes holdeplads for disse forarmede menneskers skyld. Dem der tror at mennesker kan holde op med at elske dybt og inderligt og således er vildfarne i stedet for kærlighedsåndelige. Efter min mening, eller rettere: min, begrænsede, eller rettere: afgrænsede, individuelle og selvfølgelig stykkevist erkendende position i det store verdenshav, svømmende, er de virkelig gået glip af noget dem der ikke folder sig ud livet igennem ved at frembringe det som de i bund og grund vil. Det er ikke særlig svært at skabe. Det er bare inspiration vi taler om. Alle mennesker er inspirerede, altid. Men jeg hader virkelig når folk bliver livsuduelige af den forkrampede underholdningsverden der omgiver os og den forfærdelige måde kapitalismen har gjort os til talende varer der er gået i hak. Kan ikke have det. Jeg føler en dyb, kristent funderet, medlidenhed med de mennesker, så længe de holder sig på behørig afstand fra mig personligt for føj hvor er de anstrengende, umulige og voldsomme. Medlidenhed er langt, langt større end medfølelse. Det er, om noget, det jeg kæmper imod ved at sætte mig ned hver dag med mit skribentarbejde. Disse “masse mennesker” er hver især dybt, dvs. eksistentielt, overlevelsesmæssigt, afhængige af såkaldt kultur, dvs. ånd. Det er de fordi de har ånd, sjæl og knapt to kilo hjerne hver. Et indre menneske har vi alle til hobe. Et liv. Et ansvar for hinanden og en udleverethed til hinanden. Hvornår gik man bort fra at berige med vilje ved at skælde ud og rase? Lade nåde gå for ret, når det gælder kulturpersonligheder der sidder med sjælene, fortabte sønner og døtre, mellem deres fedtede hænder i den dybeste magtfuldkommenhed? Næh tak kammerat. Slagt fedekalven, som du skal. Føj hvor er de klamme, dem der ikke forstår at “hensynet til kulturen” i næsten alle situationer retfærdiggør skriftlige, offentligt fremsatte karaktermord. Giver det mening at en, lykkeligvis usynlig, institution som Det Danske Akademi laver mester sessioner, eng. “master classes”, for forfattere der allerede har retning, praksis, modenhed, stemme og, først og fremmest et smukt smittende personligt følbart mod? Retorisk spørgsmål. Tilværtifald nej. Bøhmænd er den hob af prisudsmykkede idioter og jeg skal advare imod at rejse til Rungsted og læse op for de aberøve der pisser på almindelige mennesker som de burde betjene med indbyrdes vrede og dyb, dyb mistillid og uforsonlighed, som er en naturlig konsekvens af den dybe uenighed og den seen-ned-på andre, helst så mange som muligt, som er så naturlig og vel også latterlig et godt stykke ad vejen fra en guds synspunkt, men ikke fra et menneskes, for enhver intellektuel skal vise uenigheden i ærlighedens og kærlighedens navn. Overlad nu ikke selvkritikken til dine digterhelte men svin dem hellere til hvis du har evnerne til det som det hele drejer sig om: at kunne analysere en situation i kærlighed.

Du læser her, med andre ord, en mand der, jeg gentager det, fordi det tåler gentagelse, faktisk går ind for offentligt fremsatte skriftlige karaktermord, som et nødvendigt kulturdemokratisk og menneskeligt middel til at oplyse om mennesker med for meget kulturmagt, og som, vel at mærke, bruger denne magt forkert. Det er alfa omega at der indføres og opøves og indøves en helt anden praksis i debatten. Den skal være mere rå. Forfattere skal blogge, ligesom mig, for så stiller de sig selv frem i stedet for at levere æstetik og økologi, føj!, selvet, dette i bund og grund, næsten, mest mystiske og dejligt modsætningsfulde og barnligt åbne fænomen, stille sig selv frem frem for en hungrende verdensborger midt i en grænseløst ussel tid, stopfuld af værdiforvirring der undergraver tålmodighed, knuser mildhed og maltrakterer det fjendskab der hører med til alle de vigtige relationer mellem mennesker. Debatten skal være mere rå fordi mennesker som udgangspunkt er alt for forskellige til at forstå hinanden eller “kommunikere”, latterligt ord. Det skal den fordi mennesker rummer både godt og ondt. “Du skal gå efter bolden og ikke efter manden.” Nej tak. Personlighed er alt. “Du skal holde din sti ren.” Og lyve hele vejen igennem livet med kønne perledigte? Næh.

Godt Nytår!






Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”

Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020