Home Non-categorized Sange fra en, i drømme, afblæst skilsmisse: 46. sang

Sange fra en, i drømme, afblæst skilsmisse: 46. sang

71

Jeg er rejst tilbage til min kones døde kærlighed til migs land og føler jeg er med i en science fiction film. Denne filmgenre keder både hende og mig fordi der aldrig er nogen der græder eller er glade. I de film er der ivrige mennesker der skriger og løber. Opfyldte af deres missioner, af dem selv. Vi er begge vilde med film der viser mennesker som græder og hvor alt lykkes. Alt.

Lyset grønblåt. Jeg betragter stakittet indgående og sørgmodigt, stakittet fra mit tidligere besøg. Her er de! Jeg kan se billederne af glædesstunderne fra vores forelskelsestid. Grønblå eller ej, de er stadig smukke når hun er på dem helt alene med mig og er glad. Jeg løfter blikket og overvejer hvad jeg skal tænke på, men har ingen tanker jeg kan komme i tanker om. Er der kun stakittet tilbage i denne ret intetsigende, sælsomme og på sin egen mystimærkværdige vis indbydende, verden? Jeg kigger mig omkring og får endelig en tanke: Kan jeg regne med at møde mig selv her i levende live, Morten, med alle mine styrker og svagheder, i levende live, mine forhåbninger og drømme, alt det jeg har at give? Har jeg et spejl med? Ja. Her. Et rundt sølvindfattet håndspejl med håndtag. Hvis nogen opdager mig vil de se mig som let fimset. Jeg må finde på en undskyldning.

Det fotografi jeg særligt husker: Liggende og grinede i sengen på vandrehjemmet i Oskarshamn for 11 år siden. Det var vores eneste vellykkede ferie. Ja, vi var, i al den tid, på én eneste vellykket ferie, på én eneste ferie hvor det kun var hende og mig. Jeg forbinder hende derfor, den dag i dag, slet ikke med ferier, fester, endsige stunder hvor vi går ud sammen. Vi er begge grusomt-nordisk depressive og kedelige, er nok-i-os-selv. Blottede for initiativ måske. Vi var kun til en rigtig fest i al den tid. Vi tog os ikke tid til hinanden og vi havde ikke rigtig råd til at gå ud og spise. Vores kærlighed og vores tapperhed, store, jeg husker det indledende vers fra min tale til hende ved brylluppet: ”Jeg gav dig al min kærlighed og aldrig bryder jeg den ned…” Disse ord har samme betydning for mig i dag og jeg er ganske overbevist om grunden: Fordi jeg er mig.

Så dukker det op i synsfeltet: Som en kæmpe, bleg mavesæk som for mig intet har med kærlighed at gøre og som bare ligger der på jorden, to meter høj, altså lidt højere end mig: Hendes kærlighed til ham den nye. Udspilet. Latterlig. En parodi på liv. Men hvad med de ferier vi ikke fik, de hyggeaftner sammen vi ikke fik, de fester vi ikke fik? De må også være her et sted på denne sære… planet? De kan ikke være bag stakittet så de må være bag mavesækken eller langt, langt borte. Jeg går rundt om mavesækken og der står den. Den tomme bænk. Den udstødte eners varemærke og skuepladsen for hans indre dramaer. Mine. Er det alt jeg kan tilbyde hende? Den er grøn. At gå rundt om mavesækken og tage plads sammen med mig på den tomme bænk. En mulighed.

Ja.

Den ser ret magelig ud. Den er ikke blevet brugt ret meget på trods af det forhold at stakittet, nu græder jeg atter… at stakittet tager sig pænt ud fra bænken. Vi kan sidde med ryggen til mavesækken selvom den larmer lidt.

[Kapitel 47] [Oversigt]






(De fleste artikler på The Other Newspaper er fiktive. Formålet med The Other Newspaper er at give offentligheden en ny, urovækkende og humoristisk spejling af den måde vi konsumerer nyheder på traditionelle medier og opslag på de sociale som får modtageren til at sætte spørgmålstegn ved om verden har brug for forandring og om man kan leve på nettet.)