Kalle er altid i udvikling.
Nej. Kalle er løbet sur i sig selv.
Jeg har hørt at mange forfattere styrer direkte imod et image som sød og fantastisk. Det er jo et kæmpe problem for åndslivet i Danmark. Man skal være godt selskab. Jeg er godt selskab.
Jeg er godt selskab som forfatter fordi jeg kan åbne bøger af mine syv tænkere dagligt, også om søndagen, og trodse, direkte og konfronterende og pisse ligeglad, den angst for det gode som hviler tungt over de forfattere der søger det gode indeni dem selv som noget personligt. Det sidste er selvfedme. Det har jeg lige sagt.
Jeg henter min kraft i mit upersonlige hjerte.
Hvad er der med den selvfedme? Skulle man ikke måtte elske sig selv og øve sig i at blive bedre til det og herigennem blive mere selvudviklet og et dygtigt spejl for læserens personlige selvudvikling og selvforståelse. Nonsens. Vi elsker alle os selv. Punktum.
Det gode inden i har intet at gøre med personlighedstræk. Det har noget at gøre med Helligånden.
Der er da ikke noget bedre end at være sammen om noget helligt som er inde i hjerterne. Når nu vi mennesker er så forskellige, så fjendtlige overfor hinanden som voksne i udgangspunktet er. Det er da dejligt at kærlighedens transformerende kraft, den som er hovedtemaet i Selma Lagerlöfs forfatterskab har et guddommligt udspring der som en kilde leger rundt om kulsorte bjerge på sin vej til havet.
Her er jeg. Samlet og synlig. I De Forenede Staters 146. år. Synger Walt Whitman. Men den form for modernisme er altså tudse gammel. Den er pisse, pisse farlig for læseren. Det er derfor jeg skriver det her.
Det praktiske. Alle ofrene for den stigende ulighed er valne, pinlige, demoraliserede, mistænksomme. Sagt med andre ord: Vi er ikke pæne. Vores personligheder er gnidrede. At møde os ud fra selvfedmens begreber er at gå ind i en labyrint. Lad os være ligesom du lader en rig være. Men giv os alle økonomisk oprejsning. Giv os socialisme og tryghed. Lyv fremfor alt ikke for os. Så vil solidaritet vokse frem som den naturligste ting i verden.
