Home Non-categorized Selvkendskab og sorgmodellen

Selvkendskab og sorgmodellen

1105

Dem der, ligesom jeg, tænker og føler dybt har en tendens til at blive forvirrede og handlingslammede. Hvorfor? De fleste vil nok sige at det er fordi vi får et indgående kendskab til forskellige måder at leve på, at være menneske på. Det er forkert. Det rigtige svar er at vi beskæftiger os med sorgen som er det mest komplekse i livet. Udbyttet målt i selvkundskab er derfor per definition meget ringe. Den individuelle sorg er nemlig alt, alt for kompleks til at vi kan bygge en identitet på den. Den truer simpelthen med at skride sammen under os. Men netop fordi sorgen er så kompleks bliver den nemt til had som igen skynder sig at blive til pænhed. Her stiller sagerne sig ganske anderledes idet had og pænhed er langt mindre komplekse. Had og pænhed udgør, efter tur, de mest almindelige sorgmanifestationer. Tilsammen fylder de godt op i dagligdagen og jeg vil tro vi alle sammen hader i omtrent samme omfang. Der findes to måder at trodse hadet. Den ene er pænhed og den anden er kærlighed. De fleste af vores handlinger sker i pænhedens navn. Pænhed er opdæmmet had. Derfor har dem der ikke engang kender deres had og deres pænhed ringe selvkendskab.

Før folk med ringe selvkendskab farer løs på populisterne og nationalisterne skal vi beskæftige os lidt med skam.

Det er meget skamfuldt at være blevet gjort til nar. Det er skamfuldt at være blevet forført. Det er skamfuldt at blive hånet gang på gang af de kloge. Det er skamfuldt at hade. Det er skamfuldt at have identiteten parkeret i en hjernedød massebevægelse. Hvorfor er det ikke skamfuldt at være pæn, når alle disse ting er så åbentlyse og åbentlyst er psykologiske emner snarere end politiske?

Dem der hader flygtninge-indvandrere er godt på vej til at blive sorgmennesker. Det er tiltalende. De er ikke så langt ude som alle de pæne.

Kære DF’er, du kan ikke løbe fra at du hader og det skal du lade være med. Hvem er jeg der siger dette? Jeg hader skam også tit og ofte. Ikke sjældent griber jeg mig selv i at hade DF’ere som dig. Man siger at had udgår fra dæmoner, (men det udgår fra sorg). Det kan de fleste mennesker godt lide at sige for at være seje maratonløbere og arbejdsnarkomaner der fungerer som omstillingsparate blæksprutter på deres alt for højt betalte taberjobs i pengevæsenet. Men det er de færreste der kan lide at høre det sagt af et medmenneske om én selv. Så rejser de fleste af os både børster og parader. Rimeligvis. Luthersk betragtet er vi alene med både de positive og negative sider af det spirituelle. Man siger også at had udgår fra og ophober sig i menneskemængder. At det er noget ondsindede mennesker planter i befolkningsgrupper ligesom man planter juletræer på en granplantage. Det mest idiotiske jeg har hørt om had stammer dog fra digteren Morten Nielsen:

Og da det omsider blev forår for os, der var femten år,
og træerne stod og lyste over pigernes bløde hår
og du kom, forsigtigt, alvorligt, – da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende det hele gjaldt.

Nu ta’r du hævn! Nu går du med skrårem og støvler på,
du løfter en arm og det skinner i øjnenes blege blå.
For had hån og trusler, det kan et menneske ta’ –
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a’ …

Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.

Det er nemlig en version der fratager den hadende menneskeværd. Den gør haderen gennemkorrumperet i stedet for at give ham en mulighed for at træde i karakter og måske ligefrem sørge.

Previous articleFilminstruktør: “Det eneste jeg vil med min film er at bevise at der findes gader under vandet”
Next articleNye oplysninger om Niels Christian Beethovens aparte opførsel i sølvminen: Fjernede sig baglæns gennem mælk
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)