Åndelige kampe er som regel religionskampe. Vi lever i en åndløs tid, så det kan være svært at se.
Jeg kan godt se det.
En åndelig kamp mellem forskellige forfattere er karakteriseret ved at man via sin skrift forholder sig eksistentielt tolkende, udlæggende til fx nutidens platte mantra:
Man er selvfølgelig ikke religiøs.
Det er dumt at overse ØK digtningens aktualitet i dag. Mange forfattere fra nullerne gik kløjs i selvforholdet gennem en ukritisk idealisering af selvkendskab og ti’ernes forfattere gik kløjs i det samme gennem at være selvcentrerede. Det er ulykkelige tendenser. Det er ydrestyring.
Åndløsheden i samfundet, som omfatter både forfatter og læser, politiker såvel som borger, forpurrer, slører og overflødiggør *næsten* afstemtheden mellem en han eller en hun og en Gud. Det har store omkostninger for den forfatter der selvfølgelig gerne vil sætte pennen til papiret dagligt at vores indre billeder af selvet, resignationen, troen, kirken og religionen fordrejes.
Det udløser en kæmpe folkelig afstandstagen når anmeldere og forfattere forholder sig forsimplende i forhold til de menneskelige emner.
”Resignation lugter af religion. Buadr! Du må lige fortælle mig om du er religiøs.”
”Tro lugter temmelig meget af religion. Buadr! Du må lige huske at fortælle mig om du er religiøs.”
Konklusion?
Konklusionen er at det danske folks meget udbredte digterhad overordnet betragtet er fuldkommen berettiget.
