Det foregår på den, umiddelbart lidt kedelige, måde, at en kvinde fremviser en webside fra sin bank, som hun logger ind på med Google Chrome, mens Simone Kvage og jeg står ved siden af og skæver til hinanden. Men Drossel Fejerbusks beretning om pengesummen er ikke kedelig.
“En gang var de delt i to ‘pøle’ som vi siger her i Sydsverige, med en hilsen til Christian 2. af Danmark. Den ene pøl bestod af 600 kroner og et æble og den anden af 500 kroner og en sjat blæk i et blækhus. Blækhuset var ‘udviklet’ af nogle danske ‘kreatyper’ i Løgstør omkring år 1500. Danske kreatyper har ry for at lave ‘seje projekter’, hvor de laver ‘strategiske ryk’ på den ‘lange bane’ og ‘kommer udmærket i mål’ men glemmer at passe på andre. Sådan er jeg ikke. Det vil jer hermed dementere. Nå, men de hersens fyre dør, da de har lavet blækhuset og det kommer i min families besiddelse.”
Hvad sker der så?
“Årene går, som man siger. Alle er bevidste om blækhusets talenter.”
Alle i hele verden?
“Alle i min familie.”
Men din familie er vel i verden?
“Jeg har et billede af min far her på hylden. Han var citron i livgarden. En gang var han rapkæftet overfor Hitler. Hitler kunne ikke høre noget for han var i gang med en af de modbydelige taler i radioen hvor han talte hadet op. ‘Virker denne mikrofon?’, spurgte Hitler. Min far kvitterede ved at rive en tom kuvert ned fra hylden og sende Hitler en knippel som han kunne banke sig selv oven i hovedet med. Den ankom da han lå oven på Eva Braun.”
Det er en grum historie.
“Ja.”
Jeg kunne godt lide vinden i håret på side tre.
