Jeg skammer mig hver gang jeg klapper mig selv på skulderen, men må pointere sprogligt overfor mig selv og jer at jeg overvinder skammen ved at gøre det. Kropsligt. Min største fødselsdagsforhåbning er at mine læsere ved at læse Den Anden Avis med tiden, i bitte små skridt, kan nå så langt i indsigt om livet at I kan klappe jer selv på skulderen, lejlighedsvist, i de rette situationer, helt alene eller sammen med jeres ægtefæller eller, på opfordring, i en terapisituation eller ikke en terapisituation. Hvad er smukkere? Hvad er smukkere end et portrætfotografi hvor fotografipatientens ansigt og kropsholdning viser at netop den type flygtige anerkendende selvaccept er på spil? Det er så uendeligt svært at håbe at der sidder bare en eneste læser derude som vil gøre det. Klappe sig selv på skulderen i flygtig anerkendende selvaccept. Blot forsøgsvist. Stort set alle vil nægte os denne vigtige glæde. Ikke jeg.
Folk vil opponere. Du skal tweete noget stort og vigtigt når du bruger ordene „ikke jeg“. Noget i stil med:
„Hvorfor har vi brug for utilnærmelige, utilgængelige gamle mænd til at lede vores lande og som vi kan håne på Twitter. Det er fordi vi finder en tilfredsstillelse i at blive trukket modvilligt rundt i manegen. Men ikke mig. Ikke mig.“
Det er fint du mener alt det. Det gør jeg i øvrigt også. Men jeg kan godt lide et menneskes kærlighed til sig selv. Når det ikke tager overhånd og bliver til selvfedme.
Hvis vi tager pænt tøj på nærmer vi os vel også det du kalder en kropslig, flygtig anerkendende selvaccept?
”Ja, men på en lidt mere hitleragtig måde.”
Hitleragtig. Nu må du lige. Er et pænt sæt tøj nu at være hitleragtig.
”Jeg har ikke fantasi til at forestille mig at et selvforhold kan være anderledes end mit. Jeg har i min tale analyseret situationen og så må jeg gå forrest og sige at sådan er et selvforhold.”
Så er det da dig der er hitleragtig.
”Jeg har aldrig i mit liv været hitleragtig i forhold til noget som helst.”
Jeg syntes lige du var lidt hitleragtig.
