Der var engang tre venner. Den ene var hamper. De andre kiggede på ham. De syntes han var alt muligt men ikke just hamper. Men se til om ham jeg kalder den hampre, Lakse var hans navn, alligevel ikke gav tankbestyreren en ordentlig hellerupsviner da de forlod civilisationen og bevægede sig derud hvor man for alvor kan trille og danse.
Der var en ung kvinde der for alvor havde lyst til en mand. Hun betragtede de tre ovenfra for hun var død og svævede i det man i gamle dage kaldte ”mellem himmel og jord”. Hvis de tre klovnehoveder kan finde ud af at bygge en tidsmaskine og kurere tyfus, så kan jeg komme ned på jorden igen og for alvor få fat i en mand. Det skal dog ikke være en af de tre for jeg er ikke så meget til brune mennesker. Hun satte sin lid til den slags overvejelser, for hun var en naiv skinke.
Uden for civilisationen er der gråt. Lave, grå skyer, grå søer og grålige nåletræer.
Da de ankom til den næste civilisation stod en høne klar til at modtage dem. Den slags betød uheld i 1962, men året var 2019. De forsøgte at smide sig på maven, men det hjalp ikke. De forsøgte at pille trinene af en stige men lige meget hjalp det. De krattede på hinandens drøbler men til ingen verdens nytte. Hønen forstod ikke hvad de havde gang i. Den havde fast stilling som alvidende fortæller i et lakseudsalg, den høne, og var stolt, tilmed, over det. Den står så levende i min forestilling, den høne, fordi den vidste det med kvinden i himlen. Den fik mig til at nedfælde afsnittet om kvinden og jeg er den evigt taknemmelig. Den forærede mig også en klump dej. Så kunne jeg have det så godt!
Efter dette anstrengende handlingsforløb var de tre blevet det man kalder ”smittet af Lakses hamperhed”. Intet kunne slå dem ud. De gik i række og folk begyndte at klappe i takt. Kvinden endte med at blive lykkelig. Jeg har skrevet dette ned for at intet skal blive glemt og forbliver Deres Toril Sallingstone.
