Den skal lige have lov at trække lidt. De fleste cafégæster kender den lille instruktion fra tjeneren om teen eller kaffen og ved hvor meget det betyder for den nøjagtige udregning og gennemskuning af tjenerens personlighed.
Forsker Kompas Maradjøngade slår fast:
»Det er faktisk en meget højtidelig ting at sige.«
Hvordan kommer det sig?
»Hvad mener du? «
Asså hvordan det?
»Nåå. Altså det er jo en forordning, et dekret, en lov, et edikt.«
Er Den skal lige have lov at trække lidt sagt om kogende vand der langsomt og stille og fredeligt bliver til te eller kaffe på et cafébord et edikt?
»Ja. Det er det jeg siger. Og jeg er forsker.«
Nå.
»Altså magtteknisk er det lidt indviklet. Lad mig forklare. Vi er enige om at det er en meget venligt ment opfordring eller instruktion. Om noget meget uskyldigt. Om te. Om kaffe.«
Jeg er fuldkommen med.
»Men netop fordi tjeneren ikke bruger selvironi i sådan en uskyldig sammenhæng er det let at sætte forstørrelsesglasset for øjnene og forstørre op og se hvordan tjeneren ville opføre sig hvis det drejede sig om noget ikke uskyldigt.«
Jeg forstår fuldkommen hvad du mener. Det giver rigtig god mening. Hvor er det rart du fik det sagt. Sikkert også for dig.
»Helt sikkert.«
Men hvad er tjenerens alternativ?
»Tjeneren har et alternativ: At pege på tekanden og sige de to sætninger: Te. To minutter. Så enkelt kan det løses.«
Det var en fantastisk enkel løsning.
»Ja ja, det er godt nok du roser mig for min elegante løsning på et samfundsmæssigt problem, men jeg vil godt lige sikre mig at samtlige læsere forstår alle aspekter af løsningen.«
Jeg forstår dette behov og forhåbentlig flere af aspekterne selvom jeg glæder mig til at høre om aspekterne.
»Glæder du dig til at høre om aspekterne?«
Alene ordet aspekter får mig til at dirre af forventning. Aspekter. De lyder næsten som en slags småkage. Hér. Smag på de nybagte aspekter.
»Elegancen består i at tjeneren spiller på sin autoritet på en humoristisk måde. Ved at sige de hylende morsomme ord Te. To minutter. opnår han at punktere sin autoritet for øjnene af gæsterne. Det skaber fortrolighed, tillid og sammenhold.«
Men hvordan kan tjeneren fortsætte denne selvironiske stil hvis tjeneren ikke er i det rigtige humør?
»Ikke er i det rigtige humør. Ikke er i det rigtige humør. Aldrig har jeg hørt så vattet og dengset en undskyldning. Tjeneren skal bare se at komme i gang.«
En anden indvending er vel at selvironi ikke kan standardiseres. Hvis man fik alle tjenere i verden til at lave vitser om teen på den måde vi taler om, ville det blive meget konstigt, som man siger i Sverige.
»Jamen din tud! Så finder man på en variationsmulighed. Asså dine argumenter er elendige.«
Lad være med at være så sur.
