Home Non-categorized Stauning selfierne

Stauning selfierne

1169

Thorvald Stauning kom fra et arbejderhjem præget af arbejdsløshed, sygdom og hyppig flytning.

“Lige de informationer gør så, at jeg har meget svært ved at se en selfie tage form. Alene ordene sygdom og arbejdsløshed har intet med en frisk og frejdig selfie at gøre.”

Årh, kom nu! En arbejdsløs sygdomsselfie hvor man taler riiigtig langsomt, ligesom folk der aldrig før havde set sig selv på video eller fjernsyn dengang i før-selfie-alderen! Mumle! Mumle! Mumle!

“Luk nu røven din abe! Du lyder som en af de der talkshowværter der kun har deres egen røv i hovedet!”

Haha. Godt så! Dernæst kom han i lære som cigarsorterer og fulgte samtidig aftenundervisning i tysk og bogholderi.

“Se, nu begynder der at ske noget!”

Det kan godt være, du ved hvordan det er at være historiker, men jeg ved tilfældigvis hvordan det er, at have dametække og jeg ved tilfældigvis også at Stauning var ellevild med damer.

“Jeg er egentlig røv ligeglad med om Stauning var glad for damer og om damer er bindegale med dig, men angiveligt var han temmelig ustyrlig og vild i varmen og hed i buksen på det punkt.”

Var medlem af Zahleregeringen med Venstre og Konservative.

“God ide! Venstre, Konservative og Socialdemokratiet! Knald god idé til 2020! Hvorfor er det kun mig der kan se det?”

Stauning udviste tålmodighed og taktisk overblik under påskekrisen i marts 1920.

“Udnævnte en af verdens første kvindelige ministre i 1924.”

Og så kommer de: Trediverne. Trediverne var benhårde med høje arbejdsløshedstal og store vanskeligheder for landbruget. Alligevel lykkedes det Stauning, sammen med Venstre, at indgå det som kom til at hedde Kanslergadeforliget, en kæmpe socialreform, som sikrede stabiliteten i det danske samfund. Det var i 1933. Ved valget i 1935 fik Socialdemokraterne 46 procent af stemmerne. Det var dengang slogannet var Stauning eller kaos.

I stedet for nytteløs oprustning skulle socialreformen af 1933, altså Kanslergadeforliget, sikre en form for velfærd for arbejderne og være med til at hindre at arbejderne sluttede sig til totalitære ideologier som kommunisme og nazisme.

“Kanslergadeforliget var Staunings politiske mesterstykke.”

Hverken en stor taler eller en stor skribent, men landefader fordi han i enestående grad var ét med den bevægelse, han ledede i en menneskealder.

“Korrekt! Så rigtigt spottet!”

Hold kæft, hvor er vi kedelige!

“Det kan vi umuligt være!”

Alt det her har danskerne på deres rygmarv. Det kan godt være Kanslerrigsarkivet er lidt langt væk i hukommelsen, men fornemmelse for velfærdsstaten, det har vi danskere altså stadigvæk. Også selvom en Tesla er en pissegrim fætter Højben bil.

“Sikke noget bavl. Ved du hvad, luk røven om Stauning.”

Previous articleSlaget ved Horsens
Next articleManden der ikke kunne lide den fysiske himmel
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)