Tjaaa arkæologerne har kronede dage. Og der er blevet sagt tjaaa mange steder og på mange tidspunkter op gennem historien. Der rodes i jorden efter t, j og en masse løsrevne a’er. Det nedladende ord. Men også et ord der betyder: “Her overfor er vi lige dumme. Vi er i samme båd, Otto. En slags venner med hinanden og af filosofien på en og samme tid. Ydmyge og måske generøse. Generøse hvis vi øver os lidt. Måske kan vi bygge et gigantisk tårn af rafter. Måske på fredag.” Tjaa kan ligeledes betyde: “Løsagtig tale min gode kammerat. Den slags er næsten ondt og kan faktisk være det. Underforstået: at den anden vil være taknemmelig for at få det at vide.” Der er i det hele taget noget behjertet over tjaaa. Tjaaaa kan også betyde: “Hvor morsomt dit udbrud var. Hvor morsomt dit udbrud var. Lige om lidt skal jeg se om jeg kan sige noget opsamlende-opsummerende-reflekteret-afrundende der kan måle sig med din umiddelbare-præcise udtalelse.” Tjaaa arkæologerne har en stærk sag når de ansøger om penge til arkæologtøj. Men det er stadig irriterende når de kigger drillende på én gennem a’ets øverste trekant når de finder sådan et. Af bronze. Eller, hvorfor ikke?, ibenholt.
