Vester Krimskrams fra Syg Argumentation retter blikket mod et fjernt punkt bag forsamlingen, prøver mikrofonen og begynder.
“Vi slynger om os med velsignelser i dag.
Kan man det?
Der var engang hvor der ”fandtes” synske og hekse og man troede på trolde, feer, nisser, alfer osv. Heksene hvislede forbandelser til herremanden når han valsede forbi og gravede sig derpå ned i et hus i skoven hvor der blev brygget.
Jeg forsvarer heksene. Er helt pjattet med dem. Jeg synes en menneskelig heks er et mere ynkeligt væsen og derfor mere elskeligt end en person der oplevelsesøkonomisk parkerer alle tilværelsens mysterier på spændende eksotiske charterrejser og interesse for ”andre kulturer”.
I dag er folk så generøse med at åbne op og tale ud om alt mellem himmel og jord. Vi tror vores sprog først og fremmest er rummeligt og dejligt postmoderne fordi vi lever i et frit land med ytringsfrihed. Men vores sprog er levende.
Hvad er en forbandelse egentlig?
Spørgsmålet er om vi godt kunne savne et sprog om forbandelser. Jeg vil afgjort sige ja. Vi kan føle forbandelser og de præger vores liv, forbandelser ligger ”bag” en vis mængde af verdens had. De er noget meget privat men netop derfor står de i fare for at fylde os med uliv, selvtvivl, ensomhed og angst.
Det er min pligt som mandlig forfatter at lægge kortene på bordet, for det er vi mænd gode til.
En forbandelse kan være mange forskellige ting. Det kan være det modsatte af en velsignelse og det kan være nogle af de negative af de kort vi har på hånden. Det kan også være en idiot i den offentlige debat som bliver ved med at udgyde sin bærme og således bliver det jeg vil kalde “en forbandelse for Danmark”.
Hvordan en forbandelse kommer i stand er svært at sige med nogen videnskabelig, herunder sprogfilosofisk, eksakthed. En forbandelse er lyst på højere sted og dens ophav er i grunden uklart.
Selvom forbandelser har rod i noget uhåndgribeligt forestiller mange sig at de kan administreres af mennesker fordi de “bare” er sprog. De kan, forestiller man sig, jeg vil ikke selv tage stilling i dette spørgsmål, uddeles.
Når den “uddeles” næsten-konsekvent af præster der ikke har det konsekvent-følsomt-sprogundersøgende i deres magt bliver situationen en lidet smule tvivlsom for vores fædreland og de mennesker der bor her. Men ikke meget. Enhver kan se at den type konsekvens er ulden.
Når den “uddeles” tvetunget, ironisk, ”modereret” eller antydende er den et angreb indefra på en anden person. Den slags er helt almindeligt og hverdagsagtigt. Men ikke desto mindre noget lort.
Endnu en type forbandelse er den lettere underholdning som prætenderer at være følsom men slet ikke har det sprogundersøgende beredskabsspørgsmål parat: ”Hvad er det egentlig vi foretager os lige nu? ”
PS: Jeg skal lige sådan koncentrere mig et øjeblik om ikke at “ønske den-og-den hen hvor peberet gror” men så lykkes det også. For jeg er en menneskekærlig mand.”
