Teorien om fine mennesker har fået et kærkomment løft. Man sidder tilbage med en utroligt imponeret fornemmelse som næsten er lidt for meget. Lykkeligvis, og det må jeg sige til bogens forsvar, bryder teorierne der introduceres ikke med ens egen forestilling om at være et fint menneske.
Jeg er taget hjem til forfatteren Kip Androcius. Jeg kan på en eller anden måde ikke lade være med at forbinde hans enormt lille hus med ham, da han møder mig smilende i carporten og i ansigtet.
Kan du med dine velmenende og systematiske teorier ændre noget ved den dybe prægning, skabt af livserfaringen, vi bruger når vi siger til os selv at en anden er et fint menneske?
”Nej.”
Hvorfor har du så skrevet bogen?
”Fordi den prægning du taler om er der mange der slet ikke har i vores overflodssamfund.”
Men folk kan vel påvirkes af din moralske bog?
”Nej. Letpåvirkeligheden som følge af at man ikke selv har elsket nok fordi modet af helt legitime grunde svigter en gør kun ondt værre. Det fører til sentimentalitet og kulde, hvilket er to sider af samme sag.”
Kærlighedsevnen?
”Kærlighedsevnen, ja.”
Men vi er vel små?
”Vi er små. Ja.”
Alle?
”Ja.”
Du skriver meget om velgerninger drevet af skam.
”Ja.”
Det bruger singler meget tid på at sone?
”Det tror jeg de fleste af os gør. Det gode er at skam ikke skal sones og den erkendelse kan man lære og øve sig i. Det er håb. Skam er noget primitivt. Noget som selv dyr kan føle, for såvidt som skam eller hvid skam, som det kaldes, er den stressede følelse ikke at vide hvor man skal gøre af sig selv.”
Men hvordan kan den følelse være basis for velgerninger?
”Fordi vi er mennesker.”
Hvad er sentimentalitet?
”Det er når vi lader os opsluge af andre og andres udsagn og væremåde i en skøn pærevælling uden at skelne udsagn fra mennesker fra væremåder.”
Hvorfor er der hjerter på dine bukser?
”Jeg prøver at få det bedste ud af situationen.”
Hvilken situation?
