Home Non-categorized Terningerne virkede ikke! — Brætspilsanmeldelse: Kykys Øjne

Terningerne virkede ikke! — Brætspilsanmeldelse: Kykys Øjne

56

Den første terning blev hængende i luften. Den anden faldt tværs igennem borpladen. Jeg bemærkede at belgieren som jeg spillede med blev urolig. Jeg stønnede af angst. Han tog sig til munden i en hurtig bevægelse for ligesom at afværge at den tredje og sidste terning smuttede ind i hans mund og klæbede sig fast til den højre fortand, men den blev liggende på bordet. Han var dum. Ualmindelig uciviliseret. Ikke i stand til at ytre noget begavet, indsigtsfuldt og belærende om forholdet mellem fasthedens forhold til det komplekse forhold mellem begrebet tilfældighed og udtrykket meningen med livet og de spørgsmål der knytter sig hertil. Et gammelt psykiatrisk staldtip er at berolige ved at formidle noget umuligt til en hob amerikanere, så jeg rejste mig over forsamlingen og forklarede om de anstændige partier Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialdemokraterne for publikum. De fjorten timer føltes som 10 minutter og jeg følte mig sikker på at de ville tage en solid viden om Folketingets mangfoldige partier med sig hjem. Men jeg kendte ikke Tage. Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige gav ikke anledning til spørgsmål fra salen, hvorimod Konservative medførte sporadiske stokkeslag mod knæ.

Jublende bifald. Amerikanernes repræsentant, ambassadøren, trådte frem med en blandet buket. Bag mig skrattede belgieren. Jeg vendte mig om og jo! Sandelig om ikke han skrattede! Jeg så uforstående på ambassadøren og blev klar over at belgieren lo af fuld hals. Jeg grinede af mig selv.

Indbydelsen af amerikanerne havde været en blanding af en practical joke og for at få lys i lokalet fra de mange falske tandkroner. Men det mest morsomme var mig.

Det var blevet tid til at læse i Kjerlighedens Gjerninger.

Den umiddelbare Kjerlighed kan forandres fra sig selv, den kan forandres i Aarene, hvad jo ofte nok sees. Saa taber Kjerligheden sin Fyrighed, sin Glæde, sin Lyst, sin Oprindelighed, sit friske Liv; som den Flod, der sprang ud af Klippen, naar den længere henne afmattes i det stillestaaende Vands Dvaskhed, saaledes afmattes Kjerligheden i en Vanes Lunkenhed og Ligegyldighed. Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen; Vanen er ikke som andre Fjender, hvilke man seer og mod hvilke man stridende værger sig, Striden er egentligen den med sig selv om at faae den at see. Der er et for sin Lumskhed bekjendt Rovdyr, som listende overfalder de Sovende; medens det da suger Blodet ud af den Sovende, vifter det Kølighed over ham og gjør ham Søvnen endnu lifligere. Saaledes er Vanen – eller den er endnu værre; thi hiint Dyr søger sit Bytte blandt de Sovende, men det har intet Middel til at dysse de Vaagne i Søvn. Det har derimod Vanen; den lister sig søvndyssende paa et Menneske, og naar dette er skeet, da blodsuger den en Sovende, medens den vifter Kølighed over ham og gjør ham Søvnen endnu lifligere. – Saaledes kan den umiddelbare Kjerlighed forandres fra sig selv, og blive ukjendelig – thi Had og Iversyge kjendes dog paa Kjerligheden. Saa mærker stundom Mennesket selv, som naar en Drøm farer forbi og er glemt, at Vanen har forandret ham; han vil da gjøre det godt igjen, men han veed ikke, hvor han skal gaae hen og kjøbe ny Olie til at opflamme Kjerligheden. Saa bliver han mismodig, fortræden, kjed af sig selv, kjed af sin Kjerlighed, kjed af, at den er saa ussel som den er, kjed af, at han ikke kan faae det forandret, ak, thi Evighedens Forandring havde han ikke itide agtet paa, og nu har han endog tabt Evne til at udholde Helbredelsen. O, man seer stundom med Sorg et Menneske, der engang levede i Velmagt, nu forarmet, og dog, hvor langt mere sørgeligt end denne Forandring er det, naar man seer en Kjerlighed forandret til dette næsten Modbydelige. – Dersom derimod Kjerligheden undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, da kjender den ikke Vane, da kan Vane aldrig faae Magt over den. Som der siges om det evige Liv, at der er ikke Suk og ikke Taarer, saa kunde man tilføie: der er og ikke Vane; sandeligen dermed sige vi ikke noget mindre herligt. Vil Du frelse Din Sjel eller Din Kjerlighed fra Vanens Lumskhed – ja Menneskene troe, at der er mange Midler til at holde sig vaagen og sikkret, men sandeligen der er kun eet: Evighedens »skal«. Lad hundrede Kanoners Torden tre Gange dagligt minde Dig om at modstaae Vanens Magt; hold som hiin mægtige Keiser i Østen en Slave, der minder Dig dagligt, hold hundrede; hav en Ven, der minder Dig, hver Gang han seer Dig, hav en Hustru, der minder Dig tidligt og sildigt i Kjerlighed: men tag Dig iagt, at ikke ogsaa dette bliver en Vane! Thi Du kan blive vant til at høre hundrede Kanoners Torden, saa Du kan sidde tilbords og høre den mindste Ubetydelighed langt tydeligere end de hundrede Kanoners Torden, som Du blev – vant til at høre. Og Du kan blive vant til, at hundrede Slaver minde Dig hver Dag, saa Du hører det ikke mere, fordi Du ved Vanen har faaet det Øre, hvormed man hører og dog ikke hører. Nei, kun Evighedens »Du skal« – og det hørende Øre, som vil høre dette »skal«, kan frelse Dig fra Vanen. Vane er den sørgeligste Forandring, og paa den anden Side enhver Forandring kan man vænne sig til; kun det Evige, og altsaa hvad der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, er det Uforanderlige, men det Uforanderlige kan netop ikke blive Vane. Hvor fast end en Vane sætter sig, den bliver aldrig det Uforanderlige, selv om Mennesket bliver uforbederligt; thi Vanen er bestandigt Det, som skulde forandres, det Uforanderlige derimod Det, som hverken kan eller skal forandres. Men det Evige bliver aldrig gammelt og aldrig Vane.

Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig frigjort i salig Uafhængighed. Men er da hiin umiddelbare Kjerlighed ikke fri, har den Elskende ikke netop sin Frihed i Kjerligheden? Og paa den anden Side, skulde det være Talens Mening at anprise Selvkjerlighedens trøstesløse Uafhængighed, der blev uafhængig, fordi den ikke havde Mod til at binde sig, altsaa fordi den blev afhængig af sin Feighed; den trøstesløse Uafhængighed, der svæver, fordi den intet Tilhold fandt, og er som »Den, der vanker hid og did, en bevæbnet Røver, der tager ind hvor det aftnes;« den trøsteløse Uafhængighed, der uafhængigt ikke bærer Lænker – idetmindste ikke synligt! O, langtfra, vi have jo tvertimod i den foregaaende Tale mindet om, at Udtrykket for den høieste Rigdom er at have en Trang; og saaledes er ogsaa Frihedens sande Udtryk, at den er en Trang i den Frie. Den, i hvem Kjerligheden er en Trang, han føler sig vistnok fri i sin Kjerlighed, og just Den, der føler sig ganske afhængig, saa han vilde tabe Alt ved at tabe den Elskede, just han er uafhængig. Dog paa een Betingelse, at han ikke forvexler Kjerligheden med Besiddelsen af den Elskede. Dersom En vilde sige »enten elske eller døe«, og derved betegne, at et Liv uden at elske ikke var værd at leve, da vilde vi ganske give ham Ret. Men hvis han ved det Første forstod at besidde den Elskede, og altsaa meente enten besidde den Elskede eller døe, enten vinde denne Ven eller døe, saa maatte vi sige, at en saadan Kjerlighed i usand Forstand er afhængig. Saasnart Kjerligheden, i sit Forhold til sin Gjenstand, i Forholdet ikke forholder sig lige saa meget til sig selv, medens den dog er ganske afhængig, saa er den i usand Forstand afhængig, saa har den Loven for sin Tilværelse uden for sig selv og er altsaa i forkrænkelig, i jordisk, i timelig Forstand afhængig. Men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, og elsker, fordi den skal elske, den er uafhængig, den har Loven for sin Tilværelse i selve Kjerlighedens Forhold til det Evige. Denne Kjerlighed kan aldrig blive i usand Forstand afhængig, thi det Eneste, den er afhængig af, er Pligten, og Pligten er det eneste Frigjørende. Den umiddelbare Kjerlighed gjør et Menneske fri og i næste Øieblik afhængig. Det er ligesom med et Menneskes Tilblivelse; ved at blive til, ved at blive et »Selv«, bliver han fri, men i næste Øieblik er han afhængig af dette Selv. Pligten derimod gjør et Menneske afhængig og i samme Øieblik evig uafhængig. »Ikkun Loven kan give Friheden.« Ak, man mener saa ofte, at Friheden er til, og at det er Loven, som binder Friheden. Dog er det just omvendt; uden Loven er Friheden slet ikke til, og det er Loven, som giver Friheden. Man mener ogsaa, at det er Loven, der gjør Forskjel, fordi der, naar Loven ikke er, slet ingen Forskjel er. Dog er det omvendt; naar det er Loven, som gjør Forskjel, saa er det just Loven, som gjør Alle lige for Loven.

Saaledes frigjør dette »skal« Kjerligheden i salig Uafhængighed; en saadan Kjerlighed staaer og falder ikke med sin Gjenstands Tilfældighed, den staaer og falder med Evighedens Lov – men saa falder den jo aldrig; en saadan Kjerlighed afhænger ikke af Dette eller Hiint, den afhænger kun af – det eneste Frigjørende, altsaa er den evigt uafhængig. Med denne Uafhængighed kan ingen sammenlignes. Stundom priser Verden den stolte Uafhængighed, som formener ingen Trang at føle til at blive elsket, om den dog tillige mener »at behøve andre Mennesker – ikke for at elskes af dem, men for at elske dem, for dog at have Nogen at elske.« O, hvor usand er ikke denne Uafhængighed! Den føler ingen Trang til at blive elsket, og dog behøver den Nogen at elske; den trænger altsaa til et andet Menneske – for at kunne tilfredsstille sin stolte Selvfølelse. Er dette ikke, som naar Forfængeligheden mener at kunne undvære Verden og dog trænger til Verden, det er, til at Verden bliver vidende om, at Forfængeligheden ikke trænger til Verden. Men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, føler vistnok en Trang til at blive elsket, og denne Trang med dette »skal« er derfor en evigt samstemmende Overeensstemmelse; men den kan undvære, hvis saa skal være, medens den dog vedbliver at elske: er dette ikke Uafhængighed? Denne Uafhængighed er kun afhængig af Kjerligheden selv ved Evighedens »skal«, den er ikke afhængig af noget Andet, og derfor heller ikke afhængig af Kjerlighedens Gjenstand, saa snart denne viser sig at være et Andet. Dog betyder dette ikke, at den uafhængige Kjerlighed saa ophørte, forvandlede sig til stolt Selvtilfredshed; dette er Afhængighed. Nei, Kjerligheden bliver, det er Uafhængighed. Uforandrethed er den sande Uafhængighed; enhver Forandring, det være Svaghedens Besvimen eller Stolthedens Kneisen, den sukkende eller den selvtilfredse, er Afhængighed. Dersom En, naar den Anden siger »jeg kan ikke elske Dig længere« stolt svarer »da kan jeg ogsaa lade være at elske Dig«: er dette Uafhængighed? Ak, det er jo Afhængighed, thi det, om han skal vedblive at elske eller ikke afhænger af, om den Anden vil elske. Men Den, som svarer »da skal jeg dog vedblive at elske Dig,« hans Kjerlighed er evig frigjort i salig Uafhængighed. Han siger det ikke stolt – afhængig af sin Stolthed, nei, han siger det ydmygt, ydmygende sig under Evighedens »skal«, netop derfor er han uafhængig.

Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig lykkelig sikkret mod Fortvivlelse. Den umiddelbare Kjerlighed kan blive ulykkelig, kan komme til Fortvivlelse. Det kunde atter synes et Udtryk for denne Kjerligheds Styrke, at den har Fortvivlelsens Kraft, men dette er dog kun Tilsyneladelse; thi Fortvivlelsens Kraft, hvor meget den end anprises, er dog Afmagt, dens Høieste er netop dens Undergang. Dog det, at den umiddelbare Kjerlighed kan komme til at fortvivle, viser, at den er fortvivlet, at den, selv naar den er lykkelig, elsker med Fortvivlelsens Kræfter – elsker et andet Menneske »høiere end sig selv, høiere end Gud«. Om Fortvivlelse maa siges: kun Den kan fortvivle, der er fortvivlet. Naar den umiddelbare Kjerlighed fortvivler over Ulykken, da bliver det kun aabenbart, at den – var fortvivlet, at den i sin Lykke ogsaa havde været fortvivlet. Fortvivlelsen ligger i, med uendelig Lidenskab at forholde sig til et Enkelt; thi med uendelig Lidenskab kan man kun, hvis man ikke er fortvivlet, forholde sig til det Evige. Den umiddelbare Kjerlighed er saaledes fortvivlet; men naar den bliver lykkelig, som det hedder, skjules det for den, at den er fortvivlet, naar den bliver ulykkelig, bliver det aabenbart, at den – var fortvivlet. Den Kjerlighed derimod, som undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, kan aldrig fortvivle, netop fordi den ikke er fortvivlet. Fortvivlelse er nemlig ikke Noget, som kan hænde et Menneske, en Begivenhed ligesom Lykke og Ulykke. Fortvivlelse er et Misforhold i hans Væsens Inderste – saa langt, saa dybt kan ingen Skjebne eller Begivenhed gribe ind, den kan kun gjøre det aabenbart, at Misforholdet – var der. Derfor er der kun een Sikkerhed mod Fortvivlelse: at undergaae Evighedens Forandring ved Pligtens »skal«; Enhver, som ikke undergik denne Forandring, han er fortvivlet; Lykke og Medgang kan skjule over det, Ulykke og Modgang derimod, ikke som han mener gjøre ham fortvivlet, men gjøre det aabenbart, at han – var fortvivlet. Forsaavidt man taler anderledes, er det, fordi man paa en letfærdig Maade forvexler de høieste Begreber. Det, der nemlig gjør et Menneske fortvivlet, er ikke Ulykken, men er, at han mangler det Evige; Fortvivlelse er at mangle det Evige; Fortvivlelse er, ikke at have undergaaet Evighedens Forandring ved Pligtens »skal«. Fortvivlelse er altsaa ikke Tabet af den Elskede, det er Ulykken, Smerten, Lidelsen; men Fortvivlelsen er Manglen af det Evige.

Hvorledes sikkres da Budets Kjerlighed mod Fortvivlelse? Ganske simpelt, ved Budet, ved dette »Du skal elske«. Deri ligger nemlig først og fremmest, Du maa end ikke elske paa den Maade, at Tabet af den Elskede vilde gjøre det aabenbart, at Du var fortvivlet, det er, Du maa slet ikke elske fortvivlet. Er dermed det at elske forbudt? Ingenlunde, det var dog vel og en underlig Tale, at det Bud, der siger »Du skal elske«, ved sin Befaling skulde forbyde at elske. Altsaa Budet forbyder kun at elske paa den Maade, som ikke er befalet; væsentligen er Budet ikke forbydende, men befalende, at Du skal elske. Altsaa Kjerligheds Budet sikkrer ikke mod Fortvivlelse ved Hjælp af matte, lunkne Trøstegrunde, at man ikke maa tage sig Noget for nær o. s. v. Er og vel en saadan kummerlig Kløgt, der »har ophørt at sørge«, er den vel mindre Fortvivlelse end den Elskendes Fortvivlelse, er den ikke snarere en endnu værre Art Fortvivlelse! Nei, Kjerligheds Budet forbyder Fortvivlelsen – ved at befale at elske. Hvo skulde have dette Mod uden Evigheden, hvo er berettiget til at sige dette »skal« uden Evigheden, der netop i det Øieblik, da Kjerligheden vil fortvivle over sin Ulykke, befaler at elske! Hvor kan denne Befaling have hjemme uden i Evigheden? Thi naar det i Timeligheden er gjort umuligt at besidde den Elskede, da siger Evigheden »Du skal elske«, det er, da frelser Evigheden Kjerligheden fra Fortvivlelse netop ved at gjøre den evig. Lad det være Døden, der skiller de Tvende ad – naar da den Efterladte vil synke i Fortvivlelse: hvad skal saa hjælpe? Timelig Hjælp er en endnu sørgeligere Art Fortvivlelse; men saa hjælper Evigheden. Naar den siger »Du skal elske«, saa siger den dermed »Din Kjerlighed har en evig Gyldighed«; men den siger det ikke trøstende, thi dette vilde ikke hjælpe, den siger det befalende, just fordi der er Fare paafærde. Og naar Evigheden siger »Du skal elske«, saa bliver det jo dens Sag at indestaae for, at det lader sig gjøre. O, hvad er al anden Trøst mod Evighedens, hvad er al anden Sjelesorg mod Evighedens! Vilde den tale mildere og sige »trøst Dig«, da skulde vel den Sørgende have Indvendinger tilrede; men – ja det er ikke fordi Evigheden stolt ingen Indvending vil taale – af Omsorg for den Sørgende befaler den »Du skal elske«. Vidunderlige Trøstetale, vidunderlige Medlidenhed; thi menneskelig talt er det jo dog det Besynderligste, næsten som en Spot, at sige til den Fortvivlende, at han skal gjøre det, som var hans eneste Ønske, men hvis Umulighed bringer ham til Fortvivlelse. Behøves der noget andet Beviis for, at Kjerligheds-Budet er af guddommelig Oprindelse! Har Du forsøgt det, eller forsøg det, træd hen til en saadan Sørgende i det Øieblik, da Tabet af den Elskede vil overvælde ham, og see saa, hvad Du kan finde paa at sige; tilstaae det, Du vil trøste; det Eneste, Du ikke vil falde paa, er, at sige »Du skal elske«. Og paa den anden Side, forsøg det, om det ikke i det første Øieblik, naar det siges, næsten forbittrer den Sørgende, fordi det synes det meest Upassende at sige ved denne Leilighed. O, men Du, som gjorde den alvorlige Erfaring, Du, som i det tunge Øieblik fandt Tomheden og Modbydeligheden i de menneskelige Trøstegrunde – men ingen Trøst; Du, som med Forfærdelse opdagede, at end ikke Evighedens Formaning kunde holde Dig fra at synke: Du lærte at elske dette »skal«, som frelser fra Fortvivlelse! Hvad Du maaskee ofte i mindre Forhold havde sandet, at den sande Opbyggelse er, at der tales strengt, det lærte Du her i dybeste Forstand: at kun dette »skal« evig lykkeligt frelser fra Fortvivlelse. Evig lykkeligt – ja, thi kun Den er frelst fra Fortvivlelse, som er evig frelst fra Fortvivlelse. Den Kjerlighed, som undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, er ikke fritagen fra Ulykke, men den er frelst fra Fortvivlelse, i Lykke og Ulykke lige meget frelst fra Fortvivlelse.

See, Lidenskaben ophidser, jordisk Kløgt køler, men hverken denne Hede, ei heller denne Kulde, ei heller Blandingen af denne Hede og denne Kulde er Evighedens rene Luft. Der er i denne Hede noget Hidsigt, og der er i denne Kulde noget Skarpt, og der er i Blandingen noget Ubestemt, eller en ubevidst Lumskhed som i Foraarets farlige Tid. Men dette »Du skal elske« tager alt det Usunde bort og bevarer det Sunde for Evigheden. Saaledes er det overalt, dette Evighedens »skal« er det Frelsende, det Luttrende, det Forædlende. Sid hos en dybt Sørgende; det kan et Øieblik lindre, hvis Du har denne Evne at kunne give Lidenskaben Fortvivlelsens Udtryk, som end ikke den Sørgende selv formaaer; men det er dog det Usande. Det kan et Øieblik kølende friste, hvis Du har Klogskab og Erfaring til at skaffe midlertidig Udsigt, hvor den Sørgende ingen seer; men det er dog det Usande. Derimod dette »Du skal sørge«, det er baade det Sande og det Skjønne. Jeg skal ikke have Lov til at forhærde mig mod Livets Smerte, thi jeg skal sørge; men jeg skal heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge; og dog skal jeg heller ikke have Lov til at ophøre at sørge, thi jeg skal sørge. Saaledes ogsaa med Kjerlighed. Du skal ikke have Lov at forhærde Dig mod denne Følelse, thi Du skal elske; men Du skal heller ikke have Lov at elske fortvivlet, thi Du skal elske; og lige saa lidet skal Du have Lov at forqvakle denne Følelse i Dig, thi Du skal elske. Du skal bevare Kjerligheden, og Du skal bevare Dig selv, ved og i at bevare Dig selv bevare Kjerligheden. Der, hvor det blot Menneskelige vil storme frem, der holder Budet igjen; der, hvor det blot Menneskelige vil tabe Modet, der styrker Budet; der, hvor det blot Menneskelige vil blive træt og kløgtigt, der opflammer Budet og giver Viisdom. Budet fortærer og udbrænder det Usunde i Din Kjerlighed, men ved Budet skal Du igjen kunne opflamme den, naar den menneskelig talt vilde aflade. Der hvor Du mener sagtens selv at kunne raade, der tage Du Budet med paa Raad; der hvor Du fortvivlet vil raade Dig selv, der skal Du tage Budet med paa Raad; men der hvor Du ikke veed at raade, der skal saa Budet raade for, at Alt dog bliver godt.

Previous articleAftenstemning på søen
Next articleEn ny tids saltning af eksistentialismen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.